Viser opslag med etiketten hjerter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjerter. Vis alle opslag

søndag den 22. december 2024

Strikkede grise og foliehjerter pynter i entreen...

 

Foliehjerterne er kommet på grene sammen med 9 små, strikkede grise og byder nu velkommen i entreen.

Grisene er efter sammen opskrift, som det kuld grise jeg strikkede sidste år, og brugte til at pynte på julegaver og julehilsener.  Nu blot strikket på mindre pinde, og som resultat mindre grise, der gør sig flot som pynt på grene. 

Jeg ser frem til at julefreden sænker sig.  

Det var været et vanvittigt travlt arbejdsår, og jeg trænger til juleferie.  For min del starter undervisningen allerede den 3. januar med intensiv undervisning og vejledning frem til april.  

Men al ting til sin tid, og nu gælder det julen.

Glædelig jul!

/Bella

mandag den 10. november 2014

Link til vejledning til flettede hjerter...


Jeg lovede tidligere, at jeg ville vende tilbage med en flettevejledning til hjerterne.  Det er nu :-)

Men jeg snyder lidt, for i stedet for at lave vejledningen selv, så henviser jeg til denne side, som har en fin og illustrativ vejledning.

Jeg har allerede flettet en del hjerter, selvom at det endnu ikke er jul.  Da jeg i august skulle mødes med en amerikansk kollega, flettede jeg hjerter til hende, som hun kan pynte op med til jul.  Og jeg flettede hjerter til min nabo, da hun havde fødselsdag i september.   Glimmerhjerterne har jeg bare flettet, fordi... :-)

Hjerterne er flettet af glimmerstrimler fra Nettos julesortiment fra sidste år.  De er OK til denne type hjerter, men er sværere at flette med, hvis det skal være de klassiske stjerner.  Strimlerne er (for) tykke og gummiagtige, og jeg vil styre udenom dem, hvis de kommer i Netto i år.  

Men det flettede hjerte, som type, vil jeg rigtig gerne anbefale :-)

Kh.
Bella

onsdag den 20. august 2014

Flettede hjerter...


Ja, det er vel fortsat lidt tidligt med julepynt, men den anden aften flettede jeg hjerter af stjernestrimler (for det er jo ikke stjernestrimler jeg mangler :-))  

Det her er stjernestrimler fra Netto, som har været i deres julesortiment de seneste sæsoner.  Strimlerne har en bredde på  2,5 cm.


Kh.
Bella

Ps. Jeg vender tilbage med en flettevejledning :-)

mandag den 16. december 2013

Foldede hjerter...

Som en del af mit arbejde sidder jeg i flere nævn, råd og udvalg.  Og uden at træde nogen over tæerne, kan jeg godt afsløre, at det sjoveste af dem er julefrokostudvalget.  Vi holdt julefrokost i sidste uge, og temaet var "julen er hjerternes fest".  I tiden op til julefrokosten så mødebordet på mit arbejdsværelse sådan her ud:




Jeg har nemlig foldet hjerter til ophæng.  Jeg har foldet hjerter mellem testdeltagere, mellem møder, i lufthavnen, og hvor jeg ellers lige kunne hive rødt papir op af tasken, og få et par hjerter fra hånden :-)  De røde hjerter er foldet af forholdsvis kraftigt A4-papir og har derfor en vis størrelse og tyngde, som gør dem velegnet til ophæng og som pynt i et knapt så festligt lokale :-)  Her på bordet er der ca. 250 røde hjerter!  Hertil kommer 55 hjerter foldet i lækkert håndlavet papir.  Dem har jeg vist tidligere, og jeg besluttede at donere dem til årets julefrokost.  De er foldet efter vejledning af Lisa Grue vist i BoligLiv, november 2012.  Du finder vejledningen her (linket virker heldigvis igen :-)).

God fornøjelse!

Kh.
Bella 

DIY -- materialer: rektangulært papir og evt. falseben.

torsdag den 7. februar 2013

Flere smukke hjerter...




Jeg har foldet flere hjerter – denne gang i en lille størrelse, og i papir fra Søstrene Grene.  De er 5 cm i højde og bredde.  Til sammenligning er de store, som jeg har vist i et tidligere indlæg, 9 cm i højde og bredde.

 

Sidst kunne jeg ikke henvise optimalt til foldevejledningen, og jeg har siden søgt på Internettet, dog uden at have held med at finde en tilsvarende vejledning.  Der findes en del foldevejledninger til foldning af hjerter, men hvor der foldes på en sådan måde, at hjertet kun er pænt fra forsiden.  Dette hjerte har også en fin bagside.  Se her:

Måske bagsiden kan hjælpe til at gennemskue, hvordan hjertet foldes?

Med sådan en fin bagside, kan hjertet også sagtens bruges til ophæng.  Det er nu fortsat min plan, at bruge mine hjerter til pynt på gaver, kort og breve :- )

Kh.
Bella

Materialer: rektangulært papir og evt. falseben.

torsdag den 24. januar 2013

Smukke hjerter...



De seneste par aftener har jeg (efter lange dage med læsning af eksamensopgaver) foldet papirhjerter.  Jeg elsker også at arbejde med papir.  Jeg havde noget lækkert håndlavet papir liggende, som nærmest tiggede om at blive til disse skønne hjerter.  





Nu er jeg klar til at pynte fødselsdagskort og gaver i året der kommer (selv julegaver), for jeg har lavet rigeligt :-)

Jeg har fulgt Lisa Grues vejledning efter inspiration af Wenche med bloggen Tusindfryd. 



Desværre ser det ud til, at vejledningen ikke længere kan downloades.  Vejledning blev præsenteret i Boligliv, november 2012.  Så lån magasinet på biblioteket – det er mit bedste råd, og det er bestemt ulejligheden værd.  Det er hyggeligt at folde papirhjertet. 

God fornøjelse!

Kærligst
Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...