Viser opslag med etiketten Henius Knitwear. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Henius Knitwear. Vis alle opslag

onsdag den 22. november 2023

Status på perlestrik...

 

Jeg har genoptaget strikkeriet af Feminista-perlecardiganen, og nyder det igen.

Det ene ærme er færdigt, og jeg er begyndt på det andet.  Jeg kan snart samle krop og ærmer og gå i gang med bærestykket.  

Det er strik der kræver dagslys, og det bliver i hverdagen kun til et par pinde om dagen, hvis jeg er heldig.  Men hey, lidt har også ret.

Jeg strikker i en tråd Rowan Kidsilk Haze i farven "smoke", og glasperlerne er rocaiperler str. 6/0. 
Jeg sætter en perle på hver 15. maske på hver 10. række, forskudt i forhold til den foregående række med perler.

/Bella

Ps. Karen Marie, jeg kan af en eller anden uforklarlig grund ikke svare på kommentarer, og svarer derfor her.  Tænk, hvis du har ret i sagen om Bech-Bruun, og at der eksisterer en større kosmisk sammenhæng og retfærdighed🌺 

onsdag den 4. oktober 2023

Strikkekrise...

 

Jeg er gået i stå med perlestrikkeriet af feminista-cardiganen.  Mere præcist med ærmestrikning.  

Jeg har strikkekrise, og den består af flere frustrationspunkter.  

Jeg træt af mig selv, for som du kan se har jeg måtte trevle op.  Jeg havde utilsigtet strikket en ekstra maske i en lænke mellem to masker, hvilket gav et hul.  Det var jeg i tillæg ca. 100 år om at opdage, hvilket jeg giver distræt aftenstrikning skylden for.  Men det er i bund og grund også min egen fejl.  Jeg er som sagt træt af mig selv.

Jeg er også træt af strømpepindene, også selvom jeg strikker med de meget "venlige" strømpepinde.  Men de stritter alligevel -- venlige eller ej.  Jeg synes også at de er for blanke i aftenlyset.  De er også meget glatte i forhold til ProKnitpindene, som jeg ellers strikker med, og jeg har ikke ens strikkefasthed på trøjens krop og ærme trods samme pindstørrelse.  Typen af strikkepind betyder altså også noget.

Jeg er også træt af selve ærmets udformning.  Jeg havde bemærket på opskriftens billeder at ærmerne poser og er lange, og også for lange til min smag.  Jeg havde derfor noteret mig, at jeg skulle have kortere ærmer end angivet i opskriften.  Men jeg havde ikke fanget, før for nylig, at ærmet er et rør med ens størrelse/vidde fra start til slut.  Derfor et ærme med bred åbning.  Det er jeg ikke vild med.  Ærmet afsluttes med i-cord-kant, som jeg kunne sætte elastik i, men det er jeg heller ikke vild med.  

Derfor ligger strikketøjet stille.

For at være en smule proaktiv og imødekomme min strømpepindeudfordring, besluttede jeg at magic-loop skulle have et forsøg.

Jeg slog masker op til en hue, nu hvor vi går hue-sæsonen i møde.

 

Nyd billedet, for jeg trevlede huen op i går aftes.  Ribben var for kort og striberne for brede.  Jeg havde også taget for mange masker ud og pullen blev for voluminøs.  

Men idéen med striberne er god.  Den stammer fra Året rundt-blusen, hvor mønstret med skiftevis striber i ret og vrang var en flot effekt, og som jeg ønsker at gentage i en hue.  Men altså ikke denne hue.  Et nyt forsøg må til, og da skal huen være ensfarvet og med smallere ret- og vrang-striber.

Nu mens vi er i gang med strikkeriet, kan jeg også nævne, at projektet med bobleponchoen også ligger stille.  Jeg har lavet tilfredsstillende strikkeprøve og nærstuderet videoer af hvordan man strikker bobler.  Og det er det.

Jeg vil allerhelst strikke med perler, men ikke ha' ballonærmer.

/Bella

Ps. Jeg skylder i al denne elendighed at fortælle, at det er supernemt at strikke med magic-loop!

torsdag den 14. september 2023

Status på feminista perlecardiganen...

 

Jeg får strikket en lille smule på cardiganen næsten hver dag, og lidt har også ret, som man siger.

Det betyder dog at strikkeprojektet kun skrider langsomt frem.  

Sagen er, at det tynde garn og den mørke farve gør, at det ikke er et aftenvenligt projekt. 
Jeg ikke har godt nok lys, nu hvor mørket kommer snigende.

Så strikketøjet ligger urørt hen om aftenen.

Når det er sagt, er jeg da nået så langt, at kroppen på trøjen hviler og jeg strikker ærme.

/Bella

tirsdag den 29. august 2023

Feminista perlecardigan...

 

Jeg har kastet mig over Feminista perlecardiganen af Mette Henius fra Henius Knitwear.  

Den var drømmeprojektet da min nabo satte gang i blusestrikkeriet, men hvor strikkeselvtilliden kun rakte til Feminista t-shirten.  Det var OK, for så jeg kunne prøve perlestrik af.

Siden strikkede jeg Novice-cardiganen fra PetiteKnit, så jeg fik tanket lidt selvtillid med strik af cardigan.  Og nu er det blevet tid til perlecardiganen.

Jeg strikker i en tråd Rowan Kidsilk Haze i farven "smoke".  Der strikkes nedefra og op, så det er med andre ord kroppen jeg er i gang med.  

Cardiganen afsluttes med icord-kant i glimmergarn i hals, kanten på forstykket og forneden samt på ærmerne.  

Jeg har endnu ikke besluttet hvilken farve, men jeg har sort-sølv, sølv og rosa-pink i spil -- eller måske en helt fjerde farve, hvem ved?  Mintgrøn kunne også være flot.

/Bella

tirsdag den 11. april 2023

Feminista perle-t-shirten er færdig...

  

Blusen er mit svendestykke og strikkeselvtilliden er i top.

Den fine Feminista t-shirt, som er designet af Mette Henius fra Henius Knitwear, blev færdig for en tre ugers tid siden, mens jeg var i Oslo.  Men jeg har ikke fået vist den frem, så her er den i al sin herlighed.

Her er den netop taget af pinden, har fået hæftet enderne og endnu inden vask.

Så fin, så fin!

 

Når det er sagt, må jeg også sige, at farven og modellen ikke klæder mig.  Det viste jeg godt da jeg gik i gang, for garnet var ikke købt til en bluse, men til et tæppe. 

Men jeg kunne ikke modstå fristelsen at skulle strikke med perler, når jeg nu havde garn, perler og den specielle hæklenål liggende, og bare skulle købe et par nøgler glimmer-garn for at gøre tanke til handling.  

En medvirkende faktor var også, at blusen med korte ærmer var et overkommeligt projekt.

Jeg er derfor nu den stolte ejer af et stk. trofæ-bluse.  Den første i min samling.

Med til historien hører også, at min nabo ville i gang med at strikke en bluse, og havde udset sig mig, som sin kyndige strikkevejleder.  Jeg tænkte derfor, at jeg også  måtte i gang med at strikke en bluse, for at jeg kunne hjælpe hende.  Og ikke et ord om, at vi ikke valgte den samme bluse.  Min nabo strikker Ankers sommerbluse fra PetiteKnit, og jeg blusen med perler. 

Og ja, garnet var tiltænkt et tæppeprojekt.  Husker du hvordan Liselotte (fra Garnudsalg) og Ulla under pandemien strikkede, hvad de kaldte et "Dogmetæppe"?

Jeg tænkte, at det var et oplagt projekt for mig.  Jeg planlagde at lade silk mohairen være det gennemgående garn og ellers skifte med alle resterne af højlandsuld fra tidligere tæpper.  På den måde ville det være et godt resteprojekt.

Men jeg fik kolde fødder.  Jeg syntes pludselig at tæppet ville blive for "loddent", og jeg mangler sådan set heller ikke et tæppe.

Derfor fik silk mohairen lov til at ligge, lige til den blev til en trofæ-perlebluse, som jeg er den stolte ejer af.


 /Bella

tirsdag den 14. marts 2023

Strikketøjet er pakket og TV-strik venter i Oslo...

Jeg er ved at gøre klar til at rejse til Oslo.  Jeg har pakket strikketøj som skal med.  

Jeg skal naturligvis ha' Feminista T-shirten af Mette Henius (Henius Knitwear) med.  Jeg regner med at blive færdig med den mens jeg er i Oslo.  Jeg skal snart igang med den 3. runde med indtagning og nærmer mig med strikke-hast den afsluttende rib i halsudskæringen.

Jeg har også pakket det farveskiftende Sophie scarf af PetiteKnit.  Samt taget garn med til et tørklæde i en luksusudgave i alpaca og silk mohair.

I tillæg har jeg et strikketøj som venter i Oslo.  Et godt stykke TV-strik.  Det er et halstørklæde i rib (2r, 2v) på pind 3.  Jeg har slået 140 masker op på rundpind (40 cm) i en blød alpaca2 fra Garnudsalg -- super lækkert.

Jeg har med andre ord masser af projekter, og får forhåbentlig også lidt tid.

/Bella

mandag den 6. marts 2023

Feminista T-shirt nu med ærmer...

 

Jeg har nu fået strikket ærmerne og sat dem på kroppen, samlet det hele, og skal netop til at starte indtagning på bærestykket.

Jeg har moret mig over ærmerne.  Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes de ligner -- badeluffer?  

Jeg er fortsat meget tilfreds med strikningen, og jeg synes at den florlette mohairstrik med perlerne er en flot kombination. 

Jeg nærmer mig afslutningen og blusen er snart færdig.  Jeg er spændt på, om jeg når at blive færdig mens jeg er hjemme, eller om blusen kommer med på en sidste tur til Oslo som flystrik.

/Bella

fredag den 24. februar 2023

Strikkestatus på Feminista T-shirten...


Faste læsere vil sikkert genkende køkkenbordet i lejligheden i Oslo, hvor jeg har en dejlig siddeplads med fantastisk udsigt og godt lys.

Så ja, jeg er i Oslo.  Jeg rejste her op i fredags i sidste uge i selskab med "Otto" -- den bandit!  Godt, at gassen er gået af ham.

Hvorom alting er, jeg strikkede på Feminista T-shirten i sidste weekend, hvor billedet her er fra, og jeg er ikke kommet længere siden.  Status er, at jeg er gået i gang med ribben på første ærme.

Men en ny weekend venter forude, hvor jeg kan nyde fin strik og færdiggøre ribben og starte på perledelen.  Og måske ovenikøbet også nå at starte på det næste ærme, hvem ved?

/Bella

fredag den 10. februar 2023

Status på Feminista t-shirten...

 

Det skrider fremad med Feministra t-shirten, og jeg er efter 10 cm rib i drejet ret og vrang endelig nået til perledelen.  

Som også er den del jeg hører folk finder mest vanskelig.  Ja, altså ikke at strikke glatstrik på rundpind, men at sætte perlerne på. 

Hvilket man gør ved at sætte en perle på hæklenålen, løfte den maske man skal til at strikke af pinden med hæklenålen og skubbe perlen ned over masken, hvorefter at masken sættes tilbage på pinden og strikkes.  

På den måde sidder perlen flot i strikken og falder ikke frem eller tilbage i strikketøjet.  Det giver også en stor fleksibilitet i placering af perler.

Jeg må sige, jeg finder det ikke svært at sætter perlerne på masken.  Jeg har ligesom fundet taget, og det fungerer nemt og uproblematisk for mig.

Så jeg strikker fortrøsningsfuldt videre.

/Bella

søndag den 29. januar 2023

Feminista T-shirt af Henius Knitwear...

 

Sidste weekend slog jeg masker op til Feminista T-shirt af Mette fra Henius Knitwear.  Jeg er nemlig blevet færdig med halsedissen.  Jeg kommer ikke til at vise den frem, for en kollega havde spurgt til den, og fik lov til at købe den.  

Så snart at den var færdig og jeg havde hæftet ender, fik hun den, så hun selv kunne vaske og blokke den.  

Jeg kan altid strikke mig selv en ny.  

Men det skal ikke være nu, for jeg er så fristet af Mettes smukke feminista perle-t-shirt, at jeg måtte i gang med den.

Man strikker fra bunden og op, og jeg er nået en smule længere på ribben end billedet viser.  Men jeg ser bedst glimmer-garnet i dagslys, så indtil ribben er færdig er det her et weekendprojekt.  Jeg fik dog strikket lidt, da jeg forleden rejste til Oslo.

Det er min plan, at min udgave af perle-t-shirten skal have den brede, åbne halsudskæring som ses nedenfor.

Jeg strikker fra opskriften i Alt for Damernes strikketillæg tilbage fra 2020, hvor Henius Knitwear lige var åbnet og generøst delte to af sine smukke opskrifter.  Opskrifterne kan naturligvis købes i Mettes butik, som du finder lige her: https://heniusknitwear.com/.

Jeg har endnu ikke besluttet om jeg skal anvende de creme-farvede perler eller de forskellig-farvede perler, men jeg har nogle cm rib til fortsat at tænke over det.

Jeg glæder mig til at skulle i gang med selve perlestrikkeriet.  Det er faktisk det jeg venter på, og det var også det jeg så mest frem til da jeg var til strikkeworkshop i november sidste år.

Bella

onsdag den 9. november 2022

I selskab med Mette fra Henius Knitwear...

Jeg var i Aalborg i går aftes, da Le Nord Studio havde inviteret til strikaften i selskab med Mette fra Henius Knitwear.  

Og hvilken aften!

Le Nord Studio, som drives af Anita (mor) og Mette (datter), ligger i en charmerende baggård tæt ved Budolfi kirke.

Nedenfor ser du Anita og Mette Henius, mens der bydes velkommen til mere end 30 kvinder.

Anita og Mette havde inviteret Mette fra Henius Knitwear, fordi Mette og Mette var kommet i kontakt med hinanden via Instagram.  

Mette var faldet for Mettes smukke strik og Mette for Mette og Anitas smukke sko.  Da Anita strikker har hun naturligvis også strikket flere smukke "feminista"-perlebluser til (sin egen) Mette.  

Og fordi Anita strikker disse smukke perlebluser kan man i butikken også køb garn og perler samt den helt særlige hæklenål, som bruges til at få perlen på masken.

Jeg "kender" Mette Henius fra Alt for Damerne, hvor der for nogle år siden var et strikketillæg med interview af hende om Henius Knitwear, og med to af hendes opskrifter.

Mette H. havde taget masser af skønne strikbluser med, som gik på omgang og blev aet,  beundret og nærstuderet, alt imens hun fortalte om de forskellige design og modeller og sine tanker om "rå feminisme", som hun kalder sin designstil.

 
Vi havde alle strikkepinde med i tasken, for der var også mulighed for at prøve de forskellige strikketeknikker af.

Jeg havde særligt set frem til perlestrik og teknikken med at sætte perler på selve masken.  Men jeg blev også ret fascineret af at strikke med pallietgarn.  Faktisk ret fascineret.

 
Som med så meget andet, så kræver det lige lidt øvelse at styre strikkepinde og samtidig sætte perler på med hæklenål, men jeg skal helt klart prøve at strikke med perler for alvor.
 
Og pallietstrik overraskede mig også.  Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det var blødt og blev fint at se på -- selv i denne kombi med rød og grå -- og pludselig er idéen om en glam rock cardigan eller tee slet ikke så fjern
 

 Ikke overraskende har jeg købt perler og hæklenål...

 
I aften vil jeg finde mit lager af silk mohair frem, og jeg vil kigge på opskrifter.  Jeg vil finde et projekt, for jeg er helt høj af begejstring.
 
Jeg var glad og inspireret, da jeg tog hjem.  Ja selv udgangen ud til Algade så pludselig helt poetisk ud.
 

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...