søndag den 31. august 2014

En ommer...


Opdatering, mandag den 1/9: som sagt, alt gik galt.  Jeg kunne heller ikke stave i går.  For god ordens skyld, har jeg nu rettet alle stavefejlene :-)
 
Jeg skulle lige søndagshygge med at sy denne perlekæde til mig selv, men stort set alt gik galt.  Så det er en ommer! 

Jeg skulle have syet perlekæden på tyk perletråd, for enkelte perler glider over knuden.  Men det gjorde jeg ikke, og det burde jeg have vidst, for de blå perler er de overskydende perler fra sættet med de meget, meget store blå kartoffelperler, og det sæt er syet på tyk perletråd.  Desuden blev trådforstærkeren for lang, så den "buler".  Den afsluttende knude blev dårlig (= grim), og kæden blev for kort!!  (Selvom at jeg havde målt perler og lås).  

Så det er som sagt en ommer.

Men det var godt at prøve låsen af (den er ny), for den giver ikke så meget længde, som jeg havde forventet.  

Lad mig også lige afsluttende bemærke, at de store ovale orange-gyldne perler er af samme slags, som dem jeg lavede øreringevedhæng til Lene af.

Ha' en skøn søndag aften!

Kh.
Bella

torsdag den 28. august 2014

Kæmpe-store blå kartoffelperler...

Jeg har fornylig hygget mig med at sy en halskæde og et armbånd af disse meget, meget store mørkeblå kartoffelperler -- et rigtig flot sæt!

Fakta om halskæde og armbånd følger efter billederne :-)





Både halskæde og armbånd er syet med tyk perletråd (snoet af fire tråde) pga. perlernes store størrelse og dermed vægt.  Perlerne er ca. 1,2-1,5 cm.  Låsen måler 1,5 x 1,5 cm.

Kh.
Bella

Fakta:
  • Meget store mørkeblå kartoffelperler (barokke ferskvandsperler) ca. 1,2-1.5 cm
  • Syet på tyk perletråd af fire tråde med knude mellem hver perle
  • Lås: firkantet forgyldt lås, 1,5 x 1,5 cm
  • Halskæden måler 43 cm (uden lås)
  • Armbåndet måler 16,5 cm (uden lås)

tirsdag den 26. august 2014

Hakkende tunesisk hækling...


Først på sommeren købte jeg garn hos Yarnfreak til et tæppe i tunesisk hækling efter at have været på hakke-workshop.  Tæppet er til herren i huset i grønne og blå nuancer i Kauni-garn.

Jeg gik kækt i gang, men lavede en række begynderfejl.  Da jeg slog masker op til tæppet, havde jeg ikke teknikken helt på plads, og lavede fejl, som jeg først så senere, fordi det tager tid, når en række består af både frem og tilbage og rækken er lang.  Jeg startede også ud i en farve, som jeg personligt dels ikke bryder mig om, og dels er meget svær at se.  Farven er mørkegrøn ála flaskegrøn, men i virkeligheden en slags sort.  En umanerlig dårlig farve at starte med.  Denne farve kommer ikke til at indgå i tæppet!  

Jeg har ikke desto mindre brugt garnet til at lave en (ny) hakkeprøve, for at tjekke teknik og hakkefasthed af.  

Nu er jeg klar til at give tæppet et nyt forsøg :-)

Kh.
Bella

søndag den 24. august 2014

Øreringevedhæng i oxyderet sølv...


Forleden dag viste Lene mig et par øreringe fra Izabel Camille Jewelry med tilhørende vedhæng.  Hun har nemlig et andet par øreringe med ovale rosa ferskvandsperler, som hun aldrig går, og hun ville høre, om jeg kunne lave dem til vedhæng, så de passer til de sorte  Izabel Camille-sølvøreringe. 

Den opgave ville jeg gerne kigge nærmere på, for jeg har længe haft oxyderet perlestave liggende, uden at have noget at bruge dem til :-) (Det er jo en slags win-win :-))  I øvrigt mener jeg heller ikke, at man skal have smykker liggende, som ikke bliver brugt -- selvfølgelig skal de rosa ovale ferskvandsperler i brug :-) 

I forbi-farten nævnte hun også, at hvis, så kunne hun også godt tænke sig, et par vedhæng med sorte perler ... det har jeg også kigget nærmere på :-)

Udfordringen har bl.a. været øjets størrelse på øreringevedhænget.  Det skulle være stort nok til at kunne komme over leddet på øreringen.  Men jeg skulle også ramme samme størrelse hver gang.  Det tog nogle forsøg.  Dernæst skulle jeg have afmålt afstand fra øje til perle, for det skulle passe med øreringens blomst, sådan at perlen ikke hænger oppe bag blomsten på øreringen.  Det tog også nogle forsøg.


Med alt det på plads, gik jeg i gang med at ekvipere Lene med et lille udvalg af helt enkle øreringevedhæng, som vil klæde de sorte sølvblomstøreringe.   

Allerførst lavede jeg et par vedhæng af de rosa ovale ferskvandsperler (se dem i øvre højre hjørne).  Dernæst lavede jeg de sorte (dem hun diskret fortalte mig, at hun ønskede sig :-)).  De er lavet af mellemstore kartoffelperler med en fin glød (se dem til venstre, midt, med en varm tone -- de er altså sorte :-)).  Herefter lavede jeg parret med de meget store orange dråbe-ferskvandsperler (se dem nederst midt for), for Lene har en perlekæde, som jeg er ret sikker har denne slags perler i sig -- og så kunne det være elegant at have et sæt :-)

Bagefter fulgte i en glad strøm vedhængene med de store grå ferskvandsperler (meget flot lustre -- det er dem i midten), de turkisfarvede knapperler (se dem i nedre højre hjørne -- med en klar og skøn farve), og vedhængene med de store petroleumsgrønne kartoffelperler, som jeg også er ret sikker på også vil klæde Lene (se dem i nedre venstre hjørne) ... og de skønne vedhæng med olivengrønne mellemstore kartoffelperler vil være gode til hende her i efteråret.

Så er hun klar til hver af ugens dage :-)

Kh.
Bella

lørdag den 23. august 2014

Nyt bånd på de store grå, flade perler...



Perlekæden med de store grå, flade ferskvandsperler har fået nyt bånd og ny ejer.  Den er ikke længere min, men er nu Hannes.

Det er Hannes plan, at perlekæden skal bruges til vinter sammen med strikbluser med krave -- og det kan jeg godt forstå, for det vil den være helt perfekt til :-)




Kh.
Bella

Fakta:
  • Store, flade grå ferskvandsperler: 2,3 cm i diameter
  • Små grå ferskvandsperler: 3-4 mm i diameter
  • Længde på perlestrengen: 39,5 cm
  • Syet med knude mellem hver perle
  • Monteret på trekant-formet mellemled
  • Bånd: 46,5 cm langt og 1,4 cm bredt 

torsdag den 21. august 2014

Værd at vide om musselmalet...


Jeg har igen fået brev fra Royal Copenhagen's advokaters.  Nu handler det om, at jeg skal anerkende, at jeg markedsfører, annoncerer og sælger strandsten og krympeplastsmykker med Mega Mussel-mønster via bloggen.  Det er svært, når jeg hverken markedsfører, annoncerer, sælger eller gør det i Mega Mussel.  

I følge advokaterne er mine mussel-inspirede blomster stort set identiske med Royal Copenhagen’s Mega Mussel-mønster.  Det er da et kæmpe kompliment, hvis det var sandt.  Men det er det ikke!  

Jeg har en del Mega Mussel-porcelæn, så jeg ved godt hvordan det ser ud. Mega Mussel-mønstret er karakteriseret ved at været en forstørret og fragmenteret udgave af det klassiske musselmalede mønster [Kildenr: 1; 2].  En typisk Mega Mussel-blomst har enten seks eller fem kronblade, hvis fem da ét stort kronblad og fire små.  Begge typer blomster er ovale i formen og måler ca. 6,5-7 cm i længden og ca. 4,7-5 cm i højden (uden støvfangere) og er, uanset blomstertype, tofarvet (mørke- og lyseblå eller sort og grå).  Mine mussel-inspirerede blomster er små, har fire, fem og seks kronblade.  Blomsterne er ikke ovale, er ikke to-farvet, og tegnes ikke i en fragmenteret stil.

Nå, men hele denne historie har fået mig til at kigge nærmere på historien bag det musselmalede porcelæn.

Det har været interessant læsning, og der er mange kilder.  Også mange flere end dem jeg lister nedenfor i indlægget.  Der er ingen grund til, at jeg gentager i detaljer, hvad andre allerede har skrevet, lad mig derfor kort ridse historien op:
  • Det blå og hvide musselmalet mønster er 'stærkt inspireret' af et gammelt kinesisk mønster [kildenr: 3; 4; 5].  Mønstret består af stiliserede krysantemum- og potentil-blomster med palmetter af småblade [kildenr: 3; 4].  Det oprindelige blå-blomstrede og hvide porcelæn stammer fra Ming-dynastiet og det tidlige Qing-dynasti [kildenr: 6]. 
  • Den første porcelænsfabrik i Europa blev etableret i Meissen i Tyskland i 1710 [kildenr: 7], og der blev der malet mussel-malet porcelæn efter kinesisk forbillede [kildenr: 3; 4].
  • I 1775 startede Den Danske Porcelænsfabrik produktionen og begyndte som det første at lave musselmalet porcelæn med afsæt i mønstret fra porcelænsfabrikken i Meissen [kildenr: 3; 4].  (Det forhold at der kopieres fra Meissen, er i øvrigt ikke noget Royal Copenhagen gør meget ud af at fortælle – de har faktisk mere travlt med at fortælle, hvor unikt deres musselmalede porcelæn er.  F.eks., som når de skriver: "Allerede tidligt i fabrikkens historie ændredes mønstret i alle detaljer og blev til Royal Copenhagens eget". [kildenr: 8]).
  • Den Danske Porcelænsfabrik overtages af kong Christian 7. i 1779, og skifter navn til Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik (senere Royal Copenhagen) [kildenr: 3; 4; 5; 9].
  • Navnet ”mussel” henviser til stellet (riflet som en musling), og er med tiden blevet synonymt for mønstret (på dansk) [kildenr: 4].
  • I Danmark er musselmalet porcelæn blevet malet ved Bing & Grøndal [kildenr: 10], Aluminia [kildenr: 9], Antvorskov [kildenr: 9] samt Den Kgl. Porcelænsfabrik/Royal Copenhagen [kildenr: 3; 4; 5; 8; 9].

Det kan derfor konkluderes, at der ikke er nogen der ejer rettighederne til almindelige musselmalede blomster!  Det er i øvrigt også den konklusion Hanne Øvlisen drager -- nyd hendes fine lille værk [kildenr: 9].

Det skal dog bemærkes, at Royal Copenhagen har varemærkeregistreret de yngre stel Mega Mussel fra 2004 og Elements fra 2008 -- som begge er meget karakteristiske i deres stil.  Man kan kontrollere om et design, logo mv. er varemærkeregistreret ved at søge i Patent- og Varemærkestyrelsens databaser.

Kh.
Bella 



onsdag den 20. august 2014

Flettede hjerter...


Ja, det er vel fortsat lidt tidligt med julepynt, men den anden aften flettede jeg hjerter af stjernestrimler (for det er jo ikke stjernestrimler jeg mangler :-))  

Det her er stjernestrimler fra Netto, som har været i deres julesortiment de seneste sæsoner.  Strimlerne har en bredde på  2,5 cm.


Kh.
Bella

Ps. Jeg vender tilbage med en flettevejledning :-)

mandag den 18. august 2014

Mocca- og sølvfarvede knapperler...

Jeg har fornyeligt syet dette smukke sæt af knapperler (ferskvandsperler) i vidunderlige gyldne og sølv-changerende farver.  Jeg vil dog gerne medgi' at det sølvgrå look ikke er særligt tydeligt på billederne, så du må tage mine ord for pålydende :-)

Halskæden og armbåndet rundes flot af med flad-rund forgyldt lås med lille zirkon på begge sider.  Sættet kan også med fordel hægtes sammen, så halskæden bliver længere.



Sættet er syet på tyk perletråd med knude mellem hver perle.  Knapperlerne måler ca. 1,1 cm. i diameter og låsen måler 1,2 cm.

Kh. Bella

Fakta:
  • Mocca- og sølv-farvede knapperler ca. 1,1 cm i diameter
  • Syet på tyk perletråd (dvs. perletråd snoet af fire tråde) med knude mellem hver perle
  • Lås: forgyldt rund lås med lille zirkon på begge sider, 1,2 cm i diameter
  • Halskæden måler 42, 5 cm (uden lås)
  • Armbåndet målet 16,2 cm (uden lås)

fredag den 15. august 2014

Hvide snokæder...


Jeg er i gang med at træde snokæder af hvide ferskvandsperler om, for den afsluttende knude er tydeligt brændt (ikke af mig, denne gang, men det er sket :-)).  Det ser ikke særligt pænt ud, og derfor kommer de nu under min kærlige behandling :-)

Prøv lige at se: 




Man kalder denne slags kæder for snokæder, fordi de typisk bæres snoet.  Enten en enkelt kæde eller flere kæder snoet sammen.


Man lukker kæden med en såkaldt "snokædelås" eller kædeforkorter (se den evt. her).  Men man kan også samle kæderne med et silkebånd, en broche, en lædersnor eller hvad man nu har, og alt efter det udtryk man ønsker.


Det er også flot at blande forskellige slags kæder, som jeg f.eks. gør i indlægget om statementhalskæder.

Kh.
Bella

torsdag den 14. august 2014

Make-over af svigermors perlekæde...


Jeg lavede for flere år siden denne perlekæde til min svigermor.  Perlekæden er en blanding af ferskvandsperler, glassplinter og perler af indfarvet muslingeskal.  Sidst min svigermor havde perlekæden på, lagde jeg mærke til at specielt muslingeskalperlerne så lidt slidte og trætte ud.  Måske de ikke har været af den allerbedste kvalitet?  Men samtidig må jeg også tilføje, at min svigermor holder af parfume og parfumerede cremer, som ikke er det bedste for perlerne.  (For gode råd om pleje af ægte perler, se evt. her).

Nu har jeg spurgt, om jeg ikke må have lov at genopfriske perlekæden.  For da jeg først på sommeren provianterede hos ANKU (til Louise og Sille, og til mig selv), købte jeg også muslingeskalperler med netop dette formål for øje :-) 


Dog har de nye muslingeskalperler en meget varmere rød nuance, end dem der er i den nuværende perlekæde, så derfor erstatter jeg ikke kun muslingeskalperlerne, men også de grå ferskvandsperler og låsen.  Det er med andre ord en perlekæde-make-over :-)

Her er den "nye" perlekæde:


Kh.
Bella

onsdag den 13. august 2014

Origami-juletræer...


Måske jeg er lidt tidligt ude -- og ja, det er jeg, når det gælder julepynt :-)  Men det kriblede sådan i mine hænder for at folde papir :-)  

Lige siden jeg sidste jul så Pias fine og enkle juletræer, har jeg haft lyst til at prøve dem af.  Hvis du i øvrigt ikke kender Pias blog "mom 2 2 boys", så kig forbi, for hun er meget kreativ og inspirerende.

Jeg har fulgt denne vejledning fra Anna-Rosa med bloggen "myLifebox". 

Jeg har forskellige idéer, jeg gerne vil prøve af, bl.a. træer i hvidt papir med sølv-glimmer-lim på grenene.  

Det kan også være at årets julefrokostbord på arbejdet skal pyntes med træer og kogler ... hvem ved?  Lige nu gælder det dog foldeteknikken og antallet af "grene" :-)

Kh.
Bella  

tirsdag den 12. august 2014

Petroleumsgrønne designperler...


Denne halskæde består af vidunderlige petroleumsgrønne designperler afsluttet med en lille aflang magnetlås.  Man kalder det designperler, fordi ferskvandsperlerne er designet til at have den form de har.  Det fremmedlegeme som er lagt i muslingen har haft denne flade, firkantede form, som muslingen herefter har dækket med perlemor.   

Som det også var tilfældet med perlekæden med de runde forskellig-farvede perler og magnetlås, har jeg syet dobbelt knude mellem de fire perler på hver sin side af låsen, for at styrke kæden ved brug af magnetlåsen.



Jeg er specielt glad for perlekædens enkele udtryk båret af farve og form. 

Den er rigtig, rigtig fin :-)

Kh.
Bella

Fakta:
  • Firkantede, petroleumsgrønne design-ferskvandsperler (9x9 mm)
  • Syet med knude mellem hver perle
  • Dobbelt knude mellem de fire perler på hver sin side af låsen
  • Længde (uden lås): 44,5 cm   
  • Sølv-farvet magnetlås (1,8 cm lang)

mandag den 11. august 2014

Skoelastik -- en mulig trend...

Hvis det nu forholder sig sådan, at det her er starten på en ny trend -- en sko-dille -- så synes jeg, at du skal vide hvor den kommer fra :-)


Det her er mine yndlingssandaler, og de har troligt båret mig rundt hele sommeren :-)  De er vidunderlige at ha' på, og man føler at man går på skyer.  Jeg kan ha' dem på igen, og igen, og igen, og bestige bjerge i dem (hvis det skulle være).  

Altså lige indtil at den ene hæle-rem besluttede sig for, at den skulle glide ned hele tiden.  Først strammede jeg remmen.  Men det var ikke nok. 

 

Derfor har jeg opfundet denne sko-elastik :-)


Som er så smart, at den kunne blive en mode-dille :-)
I så fald, så kommer den herfra :-)
Og den er nem at efterligne, uanset om du vil ha' hæl-rem-hjælp eller vil være smart -- eller begge dele :-)


Jeg har brugt ca. 70 cm. tynd, neonfarvet elastiksnor (fra Søstrene Grene, ca. 7 kr.) og en knap -- her en stofbetrukken én fra Netto (spotvarer).  Jeg har også gjort brug af en saks :-)  Det er det hele!


Som mode-trend har skoelastikken fået en blandet modtagelse (der er altid nogen, som skal vænne sig til det sidste nye :-))  

Funktionsmæssigt er den helt i top.  Ikke én gang er remmen gledet af min hæl.  Jeg er vældig tilfreds :-)

Kh.
Bella

lørdag den 9. august 2014

Et nyt sæt øreringevedhæng...

Jeg har lavet et sæt øreringevedhæng til at hænge på spyddet på mine perleøreringe.  Idéen kommer fra Ankerliving, som sælger ørestik og vedhæng sætvis -- se dem her.


Man tager sin ørering på som man plejer, og hænger vedhænget på spyddet på bagsiden af øreflippen.  Ret sødt -- helt enkelt! :-)

Kh.
Bella

torsdag den 7. august 2014

Store, runde forskellig-farvede perler...


Denne perlekæde er syet af store, runde forskellig-farvede ferskvandsperler og lukkes med en sølvfarvet kuglemagnetlås.
  


Da magnetlåsen åbnes ved at man trækker kæden fra hinanden, har jeg styrket kæden ved at sy dobbelt knude mellem de fire perler på hver sin side af låsen.  Måske du kan fornemme, at knuderne er en smule større?


Kh.
Bella

Fakta:
  • Store, runde forskelligfarvede (indfarvede) ferskvandsperler, ca. 7-8 cm i diameter
  • Længde uden lås: 45 cm
  • Syet med knude mellem hver perle, dobbelt knude mellem de fire perler på hver sin side af låsen
  • Lås: sølvfarvet magnetlås, kugleform, 9 mm i diameter

tirsdag den 5. august 2014

Hej Ditte Marie!

Du har været så sød at sende mig en email -- i sidste uge.  Undskyld det sene svar, men jeg har holdt sommerferie.

Du er interesseret i de mussel-malet ringe i krympeplast, og vil høre om du kan købe én.  Mange tak for din interesse for ringene.  Men jeg har desværre ikke nogen ringe.  Hvis jeg havde haft nogen, havde jeg sendt én til dig uden omkostninger.  Det har jeg gjort til alle andre der har spurgt.  Det er jo bare en lille plastikring.  Men Royal Copenhagen’s advokater (advokatfirmaet Bech-Bruun) krævede, at jeg sendte ringene og stenene til dem – læs evt. dette blogindlæg
 
Jeg må selv "nøjes" med denne fine mussel-malet porcelænsring, som en god kollega har været så sød at forære mig oven på hele denne historie.  Jeg ved desværre ikke, hvor ringen er fra.  Men flot er den :-)


Ha' en fortsat god dag!

Kh. Bella

mandag den 4. august 2014

Rødderne kom på besøg...

Måske du husker indlægget fra tidligere på sommeren om muligt besøg fra Kina? Vi fik selvfølgelig ikke besøg af kinesere :-)  Der imod havde vi en forventning om, at det var myrer der skabte ravage under fliserne på terrassen.  Men det var det meget overraskende ikke, det var rødder der voksede det bedste de havde lært.

Og nu er den gal igen!  Dette syn mødte mig i dag, da jeg kom hjem fra første arbejdsdag efter ferien.  Herren i huset har taget kampen op...




Men det er ikke den rene elendighed.  Gustav Winkler-planterne vokser også derudad.  De er meget, meget taknemlige :-)  Hver gang de bliver flyttet, tilpasser de sig.  Da vi sidst i november flyttede dem ind fra terrassen, blev de eksisterende blade brune, og begge planter satte straks nye blade som voksede sig meget store.  Da de kom på terrassen i forsommeren, samtidig med at havekrukkerne blev hentet hjem fra krukkehotel hos mine svigerforældre, blev begge planters blade lyse og slatne, og igen satte de straks nye blade.  Det er dem du ser her :-)  


Prøv at tænk, det er det tredje sæt blade på ét år.  Det er da imponerende :-)

Ha' en skøn aften!

Kh.
Bella

søndag den 3. august 2014

Perlekæde med store hvide barokke ferskvandsperler...




Jeg har i sommerferien syet denne smukke perlekæde med store barokke ferskvandsperler, som lukkes med en flot firkantet sølvlås.  Det er samme type lås, som jeg tidligere har sat i en perlekæde til min kollega.  Hullerne i de hvide perler en smule større end vanligt, jeg har derfor syet perlekæden på tyk perletråd snoet af fire tråde.


Kh.
Bella

Fakta:
  • Store hvide barok-ferskvandsperler (8-12 mm i diameter)
  • Længde uden lås: 45,5 cm
  • Syet med knude mellem hver perle på tyk perletråd (snoet af fire tråde)
  • Lås, sølv: 12 x 12 mm 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...