Nu skulle det være, pedariæsker skulle prøves af...

 

I påsken havde jeg ambitiøse planer om at prøve kræfter med pedariæsker, efter at have set den ene smukke æske efter den anden på Instagram.  Jeg transformerede hele køkken-alrummet til en stor workshop.  For hvorfor nøjes med arbejdsværelset, når der er rigtig god plads i køkkenet?

I ugerne op til påske havde jeg anskaffet model, som jeg omhyggeligt havde tegnet op og lavet de fire grundskabeloner af.  

Jeg havde skrevet til Birgitte med bloggen Birgitte-glimtfrapalleshave.blogspot.com, som var sød at dele en æskeskabelon med mig.

Jeg havde også forberedt og udvalgt smukke, tynde stoffer fra mine mapper med stofprøver.

Det eneste der havde holdt mig fra for alvor at komme i gang var, at jeg skulle finde symaskinen frem.  Hvilket ville sige, at gå ind på det lille gæsteværelse, åbne det store krea-skab, som tidligere var kontor-skab på mit gamle job.  Og der på nederste hylde, at tage symaskinen ud.  Men det havde jeg ikke kunne overskue før nu.

Men nu skulle det være, og symaskinen blev hentet frem.  Mine forventninger var høje, nu skulle jeg til at fabrikere de smukkeste æsker, og hvor svært kunne det i øvrigt være for én med flair for DIY-projekter.  

Jeg kunne næsten ikke vente med at komme i gang, og egoistisk bruge hele påskeferien på at lave æsker, nu hvor Anders skulle arbejde.  Jeg var så opstemt og forventningsfuld, at jeg kækt lovede Christina og Ida adskillige æsker til smykker, hårpynt og andet krims krams.

Så her sad jeg ved symaskinen efter at have målt, tegnet op og klippet stof, strøget vliseline, klippet pladevat og limet på låg.  Nu skulle der syes skarpe hjørner ... nu var det nu.

Måske, det var Nemesis? Måske mit hovmod stod for fald?  Jeg ved det ikke, men min symaskine brændte sammen, før jeg rigtig kom i gang.  Den opgav ævred.  

Der sad jeg i et kæmpe, gigantisk kreativt rod til lugten af brændt symaskine.  

Det slukkede min lyst til pedariæsker.

Det tog mig flere timer at rydde op.

Bagefter gik jeg i sofaen og fandt mit strikketøj.

/Bella

Indvielse af symaskinen...

I weekenden fik jeg endelig indviet min symaskine, og den kører som en drøm :-)  Måske du husker, at den har været til reparation?  Måske du også husker, at jeg var så heldig at få nogle bøger med stofprøver?  Det er dog ikke stofprøvebøgerne, som jeg har indviet symaskinen med, for den slags tid havde jeg ikke på hånden.  Men der imod den smukke dug, som jeg købte i sommer, og som jeg havde forestillet mig skulle pryde vores spisebord i løbet af efteråret.  Men den var for lang og skulle afkortes og lægges op.  Det har jeg ikke nået før nu.  Sådan en smuk dug skulle ikke ligge i gemmerne i december, uden at blive brugt :-)

Ha' en dejlig dag!

Kh.
Bella

En dejlig dame...

Denne dejlige dame -- ja, symaskinen -- hentede jeg fra eftersyn hos symaskinemanden i torsdags.  Det var ham der kaldte hende 'en dejlig dame' :-)  Oven i købet 'en dejlig, ældre dame'.  Jeg havde ikke tidligere tænkt på min symaskine som en dame, men det er helt klart det hun er -- og hun er en dejlig dame!  Som du ved har jeg savnet hende, og når tiden bliver til det, vil jeg fordybe mig i Liberty-sy-bogen og drukne mig i luksusstofprøver.  Ind til da er det værd at give denne dejlige, ældre dame en tanke. 

Symaskinemanden anslog hende til at være 25-30 år.  Min første indskydelse var, at så gammel er hun ikke.  Men det er hun måske alligevel, når det kommer til stykket.  Hun har nemlig først været min mors.  Og jeg arvede hende, da min mor fik en ny symaskine.  Det var i begyndelsen af min studietid.  Så jeg har været først i 20'erne.  Her går sandheden op for mig!!  Virkelig op for mig!!  Denne dejlige dame har fulgt mig i halvdelen af mit liv!  Det samme kan man næsten sige om min mand.  Men denne dejlige dame kom altså først :-) 

Siden hun først har været min mors, og jeg har haft hende i et par-og-tyve år, så er hun i hvert fald ældre end 25 år, for min mor ville aldrig skifte en symaskine ud efter blot få år, og slet ikke en symaskine som hun har været glad for.  For det var hun for hende her :-) 

Det vækker også minder at se skiltet med Meyers Sycenter (fra Nygade i Nykøbing F.).  Den butik har jeg været inde i mange gange sammen med min mor.  Jeg mener også at huske, at de også solgte stoffer, men måske jeg husker forkert(?).  Min mor syede meget til mig da jeg var barn, stor pige og selv da jeg gik i gymnasiet.  Det er er i tidens løb blevet til mange bluser, bukser, kjoler og nederdele.  Min mor syede bl.a. min konfirmationsbuskedragt (meget smart outfit med smalle bukser og lang tunika udover), hun syede min studenterkjole i det yndigste mol.  Hun syede mine dansekjoler til konkurrencedans -- både standard og latin (det må jeg jo lige nævne i disse "vild med dans-tider" :-))  Da hun syede skørtet til standardkjolen, var vi ved at drukne i tyl hjemme i stuen, hvor hun sad og syede.  Dengang var standardkjoler kortere og havde et kæmpe strutskørt under.  Kan du huske det? 

Det kan faktisk sagtens passe at konfirmationstøjet, dansekjolerne, studenterkjolen (og alt muligt andet) er syet på denne dejlige dame.  Jeg blev konfirmeret i april 1982, 12 år gammel, så denne dejlige, ældre dame er muligvis over 30 år gammel.  Tænk sig. 

Jeg bliver nødt til at spørge min mor.

Lad mig lige vende tilbage til symaskinemanden fra i torsdags, han tog det nemlig meget alvorligt det her med, at hun er en dame.  Da jeg skulle forlade butikken sagde han "lad mig holde døren for jer", og da der kun var mig, hankede jeg op i hende, og hun og jeg forlod butikken sammen, mens symaskinemanden holdt døren for os :-)

Ha' en dejlig søndag!

/Bella