onsdag den 4. oktober 2023

Strikkekrise...

 

Jeg er gået i stå med perlestrikkeriet af feminista-cardiganen.  Mere præcist med ærmestrikning.  

Jeg har strikkekrise, og den består af flere frustrationspunkter.  

Jeg træt af mig selv, for som du kan se har jeg måtte trevle op.  Jeg havde utilsigtet strikket en ekstra maske i en lænke mellem to masker, hvilket gav et hul.  Det var jeg i tillæg ca. 100 år om at opdage, hvilket jeg giver distræt aftenstrikning skylden for.  Men det er i bund og grund også min egen fejl.  Jeg er som sagt træt af mig selv.

Jeg er også træt af strømpepindene, også selvom jeg strikker med de meget "venlige" strømpepinde.  Men de stritter alligevel -- venlige eller ej.  Jeg synes også at de er for blanke i aftenlyset.  De er også meget glatte i forhold til ProKnitpindene, som jeg ellers strikker med, og jeg har ikke ens strikkefasthed på trøjens krop og ærme trods samme pindstørrelse.  Typen af strikkepind betyder altså også noget.

Jeg er også træt af selve ærmets udformning.  Jeg havde bemærket på opskriftens billeder at ærmerne poser og er lange, og også for lange til min smag.  Jeg havde derfor noteret mig, at jeg skulle have kortere ærmer end angivet i opskriften.  Men jeg havde ikke fanget, før for nylig, at ærmet er et rør med ens størrelse/vidde fra start til slut.  Derfor et ærme med bred åbning.  Det er jeg ikke vild med.  Ærmet afsluttes med i-cord-kant, som jeg kunne sætte elastik i, men det er jeg heller ikke vild med.  

Derfor ligger strikketøjet stille.

For at være en smule proaktiv og imødekomme min strømpepindeudfordring, besluttede jeg at magic-loop skulle have et forsøg.

Jeg slog masker op til en hue, nu hvor vi går hue-sæsonen i møde.

 

Nyd billedet, for jeg trevlede huen op i går aftes.  Ribben var for kort og striberne for brede.  Jeg havde også taget for mange masker ud og pullen blev for voluminøs.  

Men idéen med striberne er god.  Den stammer fra Året rundt-blusen, hvor mønstret med skiftevis striber i ret og vrang var en flot effekt, og som jeg ønsker at gentage i en hue.  Men altså ikke denne hue.  Et nyt forsøg må til, og da skal huen være ensfarvet og med smallere ret- og vrang-striber.

Nu mens vi er i gang med strikkeriet, kan jeg også nævne, at projektet med bobleponchoen også ligger stille.  Jeg har lavet tilfredsstillende strikkeprøve og nærstuderet videoer af hvordan man strikker bobler.  Og det er det.

Jeg vil allerhelst strikke med perler, men ikke ha' ballonærmer.

/Bella

Ps. Jeg skylder i al denne elendighed at fortælle, at det er supernemt at strikke med magic-loop!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...