Som jeg nævnte for nylig er det her den eneste af kusine Dorthes perlekæder, som jeg tidligere har vist på bloggen, og det var tilbage i 2014.
Det er med andre ord rimeligt at perlekæden trænger til at blive syet om. Så det er den blevet. Perlerne er også blevet tørret af, naturligvis.
Det her er en mixkæde med en blanding af skønne designperler, dvs. perler, som muslingen er blevet “provokeret” til at lave. Der er derfor et kunstigt element inde i hver af disse perler, som har formet perlens endelige udseende, det være sig blomst eller knap-/mønt-form i de her tilfælde, eller stjerne, hjerte, firkant mv.
Perlerne har en flot glans og har ikke skygger eller pletter, men flere har ujævnheder. Jeg kan godt lide når perlerne har ujævnheder, fordi man derved kan se at det er ægte ferskvandsperle, og ikke formstøbte perler.
Perlerne er indfarvet i brune og grønne nuancer. Desværre kan man ikke særlig tydeligt se, at de små mellemperler er rosa-farvede og dermed hvor flot de klæder de brune og grønne perler. Men tag et kig på dengang perlekæden havde debut på bloggen, for da kan man se det — særligt det sidste billede.
Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle, dog med dobbelte knuder mellem de tre knuder på hver sin side af magnetlåsen.
/Bella


Ingen kommentarer:
Send en kommentar