onsdag den 16. september 2015

En perlekæde af lakse-farvede runde perler...


Det seneste halve år har jeg trukket store tærskler på én af mine kolleger.  I morgen er det slut.  Det seneste projekt er ved at være i hus, og det endda med luft til deadline :-)

Som tak for hendes hjælp og tålmodighed med mig, har jeg syet denne perlekæde til hende.  Den er så fin og delikat, og jeg ved, at den vil passe så godt til hende.

Perlerne er laksefarvede ferskvandsperler med flot glans.  De er ca. 5 mm i diameter.  Perlekæden er 44 cm. lang, inkl. lås.  Låsen er sølvkuglelås med hægte og smykket med små zirkoner.  Låsen måler 7 mm i diameter og er 1,5 cm fra øje til øje.

Jeg glæder mig til, at gi' hende den i morgen og sige tak :-)


/Bella

tirsdag den 15. september 2015

Hæklet serviet til brødbakken...



Den gamle brødbakke var slidt op, og den nye skulle tages i brug.

Den var jeg forøvrigt så heldig, at vinde i mandelgave for et par år siden -- og nej-nej, jeg hovere ikke :-)  Jeg glæder mig bare over mit usandsynlige held taget i betragtning, at min svigerfar traditionen tro, snyder med mandlen :-)   Men det er en helt anden historie :-)

For at den nye bakke bedre kan holde på brødet, og i særdeleshed krummerne, så har jeg hæklet en serviet til den.


Det er ikke en avanceret serviet -- bare en forstørret udgave af en bedstemor-firkant -- men ret elegant i al sin enkelhed.

Jeg er tilfreds, og den passer perfekt :-)

Desuden var det lige sådan et projekt, som jeg havde brug for.  Det var nemlig både hyggeligt, overskueligt og afstressende at lave. 

Og det betyder også, at jeg kan strege en opgave på min to-do-liste.

Ta-daae :-)

/Bella

søndag den 13. september 2015

Tegne-trend...


Altså, man kan sige meget om mig, men jeg er ikke en 'first mover'.  Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig.  Sådan er det. 

Jeg ser ikke trends, før de for længst har etableret sig.  Det er et faktum.

Så for at komme til sagen, så ved jeg godt, at voksne-tegne-trenden har været fremme længe, og jeg siger også bare, at nu er jeg også med :-)   


Og det der gjorde udslaget er, at Ann med bloggen "Love Making Things" serverede det hele for mig.  Hun fortæller i sit indlæg om den skotske illustrator Johanna Basfords illustrationer, og at flere af hendes illustrationer kan downloades gratis, klar til at blive farvelagt.  Det gør det jo nemt og overkommeligt, at gå til :-)

Måske det også er noget for dig?



Du finder de gratis downloads her, her, her, her og her.

/Bella

torsdag den 10. september 2015

En dag på kontoret...


Ja, jeg mener en dag på hjemmekontoret.  Jeg arbejder nemlig hjemme i disse dage.  Og når jeg løfter blikket fra tastatur og skærm, så kan jeg nyde denne fine blå skærmlilje, som jeg har klippet i en af havekrukkerne :-)  Som sådan en slags hverdags-luksus :-)

Det er fordi at jeg har en deadline, at jeg arbejder hjemme, og heldigvis skrider arbejdet planmæssigt frem.  Indtil videre.
 

Og jeg er også så heldig, at kunne se havet for enden af vejen.  Sidst jeg viste et billede af den udsigt var, da vi ventede på stormen Bodil -- og hun var en krævende dame!



Og lagde du mærke til Silles fine hamaperle-cupcake og -ugler?  Dem nyder jeg også :-)  Og i december skifter jeg dem ud med hamaperle-juleudgaverne fra Silles hånd :-)  

Hvor heldig kan man være? :-)


Nå, men arbejdet kalder -- ha' en skøn dag!

/Bella

onsdag den 9. september 2015

Nyt bånd på perlekæden med de store hvide perler...


Nu fik jeg skiftet båndet på perlekæden med de store hvide ferskvandsperler.  Det har jeg længe haft lyst til :-)

Desuden trængte perlekæden til at blive syet om.  Jeg havde oprindeligt syet den på almindelig perletråd, men hullerne i perlerne er lidt større end sædvanligt, og ved brug af perlekæden har perlernes tyngde gjort, at pludselig kunne perlerne trækkes hen over knuderne.  Det er jo ikke meningen :-)



Jeg startede med at klippe kæden af mellemleddene på det pink-stribede bånd, sådan at det kan bruges igen.  Herefter strengede jeg perlekæden op på tyk perletråd, slået af fire tråde.  Da det nye bånd er smallere end det pink-stribede, lavede jeg også nye mellemled, som jeg kunne montere perlekæden på, da jeg syede den -- naturligvis, med knude mellem hver perle.   

Til sidst syede jeg det nye turkis-stribede bånd på mellemleddene:


Det er samme slags bånd som Ullas perlekæde fik på, og senere afmonteret igen, og som Lene har fundet.  Jeg synes, at det er så fint.

Og hvis du nu tænker, at jeg bare kunne have brugt Ullas bånd, så har du ret, bortset fra at jeg ville have et længere bånd på :-)

Med denne rapportering, kan jeg strege udskiftning af bånd på perlekæde på to-do-listen :-)

/Bella

tirsdag den 8. september 2015

Stenfade på terrassen...


Jeg træder lige vande, indtil at jeg igen kan fremvise en bedrift på to-do-listen :-)

Måske du husker, hvordan jeg slæbte denne skattekiste af en spand med smukke sten med hjem fra familie-sommerhusturen først på året?

Mange af de sten har nu fået plads i nye stenfade på terrassen: 

 

 
De hvide sten er mine foretrukne til at tegne på, fordi motivet står så tydeligt frem.  Tidligere havde jeg dem stående på gulvet i et stort fad indenfor, men de er lidt tunge at flytte rundt på, når der skal støvsuges.  Nu pynter de udenfor, og er stadig nemme at komme til :-) 



De sidste to fade rummer dels hul-sten og dels sten fra sommerhusturen:



/Bella

søndag den 6. september 2015

Så blev drengebabytæppet færdigt...


Babytæppet er blevet færdigt.  Det har været et fint lille projekt.  Som tidligere nævnt har jeg taget udgangspunkt i Klodshansopskriften fra Garnudsalg, hvor garnet også kommer fra.


Tæppet måler 77 cm i bredden og 62 cm i højden, og er hæklet på nål 3.


Jeg overvejer om det næste tæppe, skal baseres på Tusindfryds nylige tæppeopskrift, som du finder lige her.  Det kan også være, at næste projekt skal være nye køkkenhåndklæder, for det kunne vi godt trænge til :-) 

Hvor om alting er, så kan jeg vinge endnu en opgave af på min to-do-liste ... ta-daaaeee :-)

/Bella

fredag den 4. september 2015

Vinterperlekæde...


At få vinterperlekæden færdig, var umiddelbart den nemmeste opgave at gå til på min to-do-liste.  

Ta-daaaae ... Check -- til den! :-)  

Den lå og var strenget op, og sådan havde den ligget længe.  Til gengæld er det nu ved at være tid til, at den skal i brug, så det er meget passende.  Den bliver en god konkurrent til snokæden af restperler :-) 

Jeg syede perlekæden på én aften.  Og afsluttede den i dagslys, så jeg havde godt lys til de afsluttende knuder og finish.  Perlekæden er syet på almindelig perletråd, slået af tre tråde, med knude mellem hver perle og monteret med sølv-dupsko.

Det var også rigtig hyggeligt at tage perlebakken frem og sætte mig til rette med perleriet.  Det boblede med det samme med gode ideer til, hvad jeg også kan lave.  Først har jeg dog lige nogle reparationsopgaver :-)

God weekend,
Bella

torsdag den 3. september 2015

Lenes tørklæde med hæklede blomster...

Lad mig lige vise Lenes tørklæde med de hæklede blomster efter opskriften "Irene" fra Garnudsalg.  (Som også kan købes som kit).

Her er tørklædet på ryggen af en stol:


For i modsætning til mig, så er Lene blevet færdig, og tørklædet er ret fint med de mange forskellige farver.  Det er hæklet i Blackhill Højlandsuld på nål 3.

Jeg fik hæklet ca. 15 blomster og jeg var ca. en time om hver blomst!  Det var simpelthen for omstændigt til mig, selvom at jeg normalt ikke mangler tålmodighed.  Men jeg kan vist bruge min tid bedre :-)

I øvrigt, så jeg forleden, at Liselotte også er i gang med at hækle lapper til et tæppe, som ligner grundformen på blomsterne.  Det er jo også en mulighed :-)

/Bella

tirsdag den 1. september 2015

Min mors troldegren -- til inspiration...



Hjemme hos mine forældre i deres sommerhus, har min mor en troldegren hængende ved hoveddøren.  Grenen er pyntet med dråbe-vedhæng af glasperler på sølvfarvet tråd, som jeg har lavet (og jeg har også nogle selv) samt koglerne fra sidste års advent og nogle fine træfugle fra min mormor.

Det er altså ret fint med udendørspynt, og jeg tænkte, at det måske kunne være til inspiration for dig.

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...