fredag den 31. oktober 2014

Dråbeøreringe...


Jeg vil lige vise dette par øreringe, som jeg har lavet til en kollega.  

Det bliver den eneste gang du ser dem, for dem laver jeg ikke igen.  Hold da op et cirkus!  Jeg er ellers både tålmodig, har en rolig hånd og sans for detaljen.
 
Og hvor svært kan det være, at lime en anboret ferskvandsperle på en stift med øsken, og efterfølgende hægte perlevedhænget på ørebøjlen?  
 
Ret svært!  Og jeg skulle gøre det to gange...
 
Nok om dem, men dem brugte jeg altså ret meget tid på den anden aften.  Nu har jeg afleveret dem, og min kollega blev glad, og jeg nævnte heller ikke at det havde været ret bøvlet :-)
 
Ha' en skøn dag!
 
Kh.
Bella

torsdag den 30. oktober 2014

Bling-bling...


Jeg læste fornylig anmeldelsen af Ole Halls bog om smykkefirmaet Pandora.  Anmeldelsen var ledsaget af et billede af et Pandora-udstillingsvindue, som viser et stort billede af en helt enkel halskæden, som er inspirationskilden til den ene af de her to halskæder (den til venstre).  

Da jeg er meget glad for min perleamulet-halskæde med den lange lædersnor, fortsætter jeg stilen med lædersnoren.  (Jeg synes også helt personligt, at det lykkedes godt med lædersnor til Lenes halskæde).

Halskæden, som er inspireret af anmeldelsen, er såre simpel: en lædersnor (1 m lang og 1 mm tyk lædersnor), som er samlet med en almindelig knude og bling-bling-perlerne er trukket på.  Det er i øvrigt samme slags perler som jeg anvendte til papir-babuskaerne for at give dem tyngde.  


Da jeg skulle finde bling-bling-perlene dukkede det store mellemled op af gemmerne, og det har jeg hængt i samme type lædersnor (og længde), dog har jeg afsluttet med regulerbare fiskerknob.

Kh.
Bella

DIY -- materialer: lædersnor, perler og saks!

mandag den 27. oktober 2014

Armbånd med små perler...


Jeg har lavet et fint enkelt armbånd :-)

Det kan være svært at vurdere armbåndets størrelse.  Men det er ret spinkelt.  Jeg har brugt en tynd lædersnor (1 mm) -- samme tykkelse som jeg har anvendt til perleamuletten -- sølvtråd som er 0,5 mm tykt, og fire små ferskvandsperler som hver er 2 mm i diameter. Hertil kommer bidtang, rundtang og saks.  Armbåndet er afsluttet med to regulerbare knuder (vejledning til at binde knuden findes hos 1001 perle).

Kh.
Bella 

søndag den 26. oktober 2014

Origami-nisser...


Fredag fik jeg brev fra min mor, og med i brevet var en lille origami-nisse samt kopi af foldevejledningen (som i denne uge (uge 43) vises i Familie Journalen.  Nissen er i øvrigt designet af Minako Ishibashi).

OPDATERING: du kan finde foldevejledning til nissen her.

Da Louise og jeg i går var til kreative dage-messe i Fredericia var det derfor oplagt, at vi kiggede efter smukt papir til at folde nisser af ... og som vi så hyggede os med at folde i går aftes :-) Vi foldede også juletræer :-)

De prikkede nisser er foldet af papir str. 15x15 cm, og de små nisser er foldet af papir i str. 10x10 cm.


Messen var som altid inspirerende, og denne gang med bedre plads i "gaderne", så man bedre kunne komme til.  Jeg fik købt en del papir, som jeg glæder til at folde bl.a. flere nisser af.  Jeg kiggede også efter perler og smykkedele, men jeg syntes ikke at kvaliteten var høj nok, så det fik jeg ikke noget med hjem af.  Jeg søgte højt og lavt efter et nyt falseben, fordi jeg har forlagt det jeg har, men det fik jeg heller ikke med hjem.  Til gengæld fik jeg købt et par gode julegaver, som jeg af gode grunde ikke kan røbe indholdet af her på bloggen :-)

Alt i alt en god og inspirerende messe, og Louise og jeg glæder os allerede til næste år :-)

Ha' en rigtig skøn søndag!

Kh.
Bella

fredag den 24. oktober 2014

Enkle øreringe...


For ikke så længe side henviste jeg til butikken Bærbart, som laver smukke og anderledes smykker.  Det er derfra at jeg har idéen til disse enkle øreringe -- mere præcist fra Karen Fly.  
 
Jeg havde i forvejen denne slags øreringe i sølv, som jeg har rettet ud (med en smal fladtang) og herefter trukket facetslebne røgkvartsperler på.  

Helt enkelt, enkle øreringe :-)



Kh.
Bella

torsdag den 23. oktober 2014

Ranke af grankogler...



I det seneste nummer af BoligLIV (oktober 2014) kan man se en fin ranke af grankogler ... og sådan én var jeg da lige nødt til at lave :-)  


Derfor fandt jeg vindseltråd, bidtang og kogler frem.  Klippede et langt stykke tråd af, foldede tråden (ikke på midten, men 1/3-2/3), og snoede en løkke hvor tråden var blevet foldet.  Herefter bandt jeg kogler på tråden ved at sno tråden rundt om kogle for kogle.  Jeg har blandet forskellige typer af kogler og størrelser.


Nu hænger min ranke i entreen ved hoveddøren :-)

Kh.
Bella

DIY -- materialer: kogler, vindseltråd og bidtang.

tirsdag den 21. oktober 2014

Øreringe á la vild med dans...


Inspireret af de øreringe, som henholdsvis vært Sarah Grünewald og kendis-danser Line Kruse havde på i vild med dans i fredags, har jeg lavet to nye par øreringe :-) (Check billede nr. 37 og 40 -- det er til allersidst i billedserien)

Det her er min udgave af Sarahs øreringe -- store ferskvandsperler (8-9 mm i diameter) i guldbøjler (dvs. forgyldte sølvbøjler):


Og her er min udgave af Lines øreringe -- igen lavet af ferskvandsperler (de små perler er ca. 2 mm. i diameter og de store ca. 9 mm. i diameter).  



Det var oprindeligt min tanke, at dette sæt vedhæng skulle hænge i et par små sølvcreoler (ca. 1,5 cm i diameter), men de har volumen til at gøre sig i sølvbøjlerne med blomster -- så her er med andre ord et sæt øreringevedhæng, som man kan dresse op eller ned alt efter humør :-)


Lad mig afsluttende nævne, at fælles for begge sæt er, at de måler 4,3 cm i længden, og hertil kommer ørebøjler.

Kh.
Bella

mandag den 20. oktober 2014

Græskar i beton...


I går fik jeg tre græskar som Louise har lavet, og de har allerede fået plads ved hoveddøren :-)

Hun har støbt dem i beton, malet dem og lakeret dem med skibslak -- men helt præcist hvordan, ved jeg ikke.  Men søde er de ... og langtidsholdbare :-)  

Billedet er taget i skumringen i går, men lysforholdene er ikke bedre i dag, som er en mørk og skyet dag.  Men man må gi' græskarene at de lyser op.

Tak, søde Louise!

Kh.
Bella

søndag den 19. oktober 2014

Kogle-sne-eksperiment...

 

Jeg er jo i gang med de her kogler til jul, og ville finde ud af om jeg kan få sne-lignende effekt på koglerne, så de ligner små grantræer med sne.  I kassen med tuscher har jeg fundet denne sneeffekts-tusch, som jeg ikke kunne huske at jeg havde, og heller ikke ved hvor gammel er. (Og som godt nok er til at tegene på papir og stof med.  Men det skal lige prøves af).

På tuschen står der: "Paint, decorate and watch it puff up".
Så det gjorde jeg -- tegnede og ventede på at der skulle ske noget.  

Men der skete ikke en disse! 

Jeg tænkte, at tuschen måske var for gammel, men prøvede alligevel at læse hvad der står med så småt på tuschen, at det nærmest ikke kunne læses.  

Der stod at den tegnede genstand skal varmes op for, at effekten opstår! :-)

Men der står ikke, hvad man skal bruge til at varme op med (ovn, føntørre...?), eller hvor mange grader, eller hvor længe.  Der står til gengæld at man skal passe med "over heating". 

Jeg varmede ovnen op til 200 grader, og koglen fik et par minutter eller tre, og ser nu sådan her ud:


Det er OK :-)

Men pyha, hvor det lugter .. så jeg luftede også lige ud :-)

Nu vil jeg tænke over, om jeg skal arbejde videre med sneeffekt.
(I'm not completely convinced  -- I may go for the glitter glue :-))

Kh.
Bella

onsdag den 15. oktober 2014

Sølvfingerringe med perler...


Jeg har begået en lille serie af fingerringe i sølv med ferskvandsperler.  

Det var nu ellers ikke meningen :-)

Til at starte med var det bare planen, at jeg ville lave fingerringen med kæden, for jeg havde netop set en kædefingerring fra Lola's Love, som blev ved med at rumstere i mit hoved.  

Men da jeg kom i gang, blev det til disse tre :-)



Jeg synes, at designperler i knap-møntform var mere oplagte til fingerringe.  Den store perle i ringen med kæden måler 1,7 cm i diameter, den hvide måler 1,2 cm i diameter og den grønne måler 1 cm i diameter.  Hullet i den grønne perle er så stort at sølvtrådens ender sidder i spænd inde i perlen, og jeg har ikke brugt lim.

Jeg brugte de materialer, som jeg havde: lidt ferskvandsperler, sølvkæde, sølvtråd (0,5 cm), bidtang og rundtang. 
 

Det er det hele :-)


Kh.
Bella

mandag den 13. oktober 2014

Fyrfadsstager...


Jeg har lavet fyrfadsstager :-)

Dvs. jeg har pyntet et par glas med en papirkrans med billeder af hollandske huse, som jeg har Googlet, printet, klippet ud og tapet sammen.  Her kan alle være med :-)


Idéen er ikke min -- den har jeg fra Boligcious' blog, som servicerer med fin trin-for-trin-vejledning.  Og det er en rigtig sød idé :-)

Kh.
Bella

søndag den 12. oktober 2014

Blau Saks-musselmønster...


Nu hvor Kahla gav grønt lys for at jeg måtte bruge Blau Saks-mønstret, så kriblede det i mig, for at komme igang.  Men jeg var nødt til lige at vente på at det blev efterårsferie, før at jeg havde tid :-)

Jeg har været i stenfadene på terrassen for at finde bløde glatte sten, og jeg har også tegnet på kastanjer.  Men kastanjer er ikke optimale, de er for små, når et nyt mønster skal afkodes.  Det hjalp heller ikke at Posca-tuschen begyndte at strejke.   



Men Kahla ka' vi li' :-)

Ha' en vidunderlig søndag!

Kh.
Bella

lørdag den 11. oktober 2014

Ophavskvinden til perlekæde med bånd er fundet...

Fra Statens Kunstfonds arkiver
(Billedet er lånt her).

Jeg begyndte i foråret at lave den nye type perlekæder med bånd (se evt. mere her, her og her) efter at være inspireret af dels smykkekunstneren Annette Dam, og dels en lignede perlekædetype, som jeg havde set i gadebilledet.  Den halskæde som jeg havde set i gadebilledet, bedømte jeg til at være i dårlig kvalitet, med potentiale til at blive videreudviklet :-)  
Hvis det var en original jeg så, var jeg måske for hurtigt ude, og det kan også være at originalen bare havde inspireret til den jeg så?  Jeg tror nemlig, at det er smykkekunstneren og guldsmeden Kasia Gasparski der står bag.  Designet hedder Pippi's Choice, og findes i mange farver -- og den er i øvrigt også til udlån i Statens Kunstfond.  

Det smarte ved Kasias halskæde er, at mellemleddet er en hofteholderhægte, og det betyder at man kan skifte båndet.  Det er godt nok ikke Kasias intention, men den mulighed har Lene og jeg efterlyst.  

Så hvor er det lige, at jeg får fat i hofteholderhægter i metal med en "knap" som samtidig kan monteres på perlekæden?  Måske en perle kan fungere som knap?  Men jeg skal stadig finde hægten i metal.  Men hvor?

Se flere af Annette Dams smykker her hos Goldfingers.  Og lad mig også slå et slag for butikken Bærbart, hvis du kan lide anderledes smykker.

Kh.
Bella

torsdag den 9. oktober 2014

KAHLA Porzellanshop svarede: Feel free to be creative :)

Som jeg nævnte i indlægget om kastanjerne fra forleden, så havde jeg skrevet til Kahla og spurgt om det var OK, at jeg tegner deres Blau Saks-mønster på sten og lignende og viser det på bloggen, og i dag kom der svar.  Og prøv lige at se hvilket svar -- sådan kan det også gøres :-)


"It is absolutely ok, that you use the Blau Saks pattern in drawings and on your blog.  As it is, the pattern is not patented and does not belong to anyone in particular as it is a very old traditional decor.
Feel free to be creative :)".

Hvor er jeg glad, og hvor glæder jeg mig til at være kreativ :-)

Kh.
Bella

tirsdag den 7. oktober 2014

En lædersnor -- og en ny perlekæde...


I søndags da Lene og jeg havde sat hinanden stævne til 1½-times te-pause med hækle- og strikkeri, kom Lene med sin "ekstra luxusmix-perlekæde" -- lavet af en skøn kombination af forskellige slags ferskvandsperler (lavet af mig -- big surprise :-)).  Perlekæden er syet op med knude mellem hver perle på alm. perletråd og monteret med dupsko i sølv, som lukkes med en smykkelås i sølv formet som en stjerne.   Lene er glad for perlekæden, men nu hvor vi går vintertiden i møde, får hun ikke brugt den helt så meget, og hun efterlyste derfor en måde hvorpå at perlekæden kunne blive til en slags perlekæde med bånd -- hun er nemlig meget glad for sin egen.
Min første indskydelse er denne løsning: en lædersnor (50 cm.) hvor knuden danner "dupsko" og sidder inde i låsen, og så selvfølgelig en ekstra lås.


Mit allerførste bud var en tyndere lædersnor, og siden den er klippet og bundet så får Lene også den med.  Men den er nok pænest med den tykkere lædersnor?


Så hvis du har halskæder med smykkelåse, og mere end én lås (de behøver jo ikke at matche som Lenes perlekæde med to stjernelåse), så kan du også nemt og enkelt forny din perlekæde og dens udtryk med en lædersnor med knude.

Kh.
Bella

søndag den 5. oktober 2014

Kastanje-tid...


Jeg benyttede mig af det fine vejr i går til at få samlet kastanjer.  Jeg samlede også kastanjer sidste år, og arrangerede dem som et smukt stilleben på mit mødebord på arbejdsværelset.  Men lige nu er mit mødebord fyldt med bunker af papirer, og der er ikke plads til kastanjerne der.


Jeg har også andre planer, for jeg er inspireret af Lisbet og vil også prøve at tegne på kastanjer :-)  Så lige nu ligger mine kastanjer blot fint til tørre på køkkenbordet :-)


Jeg ved også, hvad jeg vil tegne.  Jeg vil tegne disse enkle blomster:


Tendensen og slægtskabet fornægter sig ikke -- det er en anden udgave af mussel-mønstret.  Dette mønster kommer fra Jäger Eisenberg og kaldes blau saks (blå saks).  Hanne Øvlisen har det også med i sit fine lille værk, som jeg har henvist til før.  

Netop dette stempel er brugt i perioden 1950-1960, og det passer meget godt, for jeg har arvet fadet (og en tilhørende skål) fra min bedstemor (Inga).  



Som Hanne Øvlisen oplyser er det nu porcelænsfabrikken Kahla som producerer porcelænet, og de har ydermere en fin netbutik, hvor dette stel med det charmerende retro-look kan købes.

Lad mig tilføje, at jeg har skrevet til Kahla-porcelænsfabrikken og forhørt mig om det er OK, at jeg lader mig inspirere af deres blau saks-mønster, og tegner det på sten, kastanjer og andre materialer for min egen skyld og til min egen ikke-kommercielle brug.  Nu venter jeg spændt på hvad de svarer.

Med blau saks-mussel-mønstret på kastjanerne (såfremt der gives grønt lys) bør jeg ikke træde Royal Copenhagen og deres advokater over tæerne i forhold til deres opfattelse af at Mega Mussel-mønstret krænkes.  Men alligevel, for god ordens skyld er her til sammenligning en frokosttallerken med Mega Mussel. 




Kh.
Bella

onsdag den 1. oktober 2014

Hannes armbånd...


Jeg har forkortet Hannes smukke armbånd med én perle.  Armbåndet består af en fin blanding af forskellige slags ferskvandsperler, stenperler og sølvmellemled og lukkes med en sølvfarvet kuglemagnetlås.  Armbåndet er strenget op på smykkewire og "låst" med wireklemmer.

For et stykke tid siden trådede jeg Hannes armbånd og matchende halskæde om, fordi de begge skulle ha' ny lås.  Den gang skulle armbåndet forlænges, for det var lige stramt nok.  I min iver efter at gøre det så godt som muligt, forlængede jeg armbåndet med én perle for meget.  Nu blev armbåndet for løst.  Derfor har jeg haft fornøjelsen af dette smukke armbånd igen :-)

Kh.
Bella

Ps. Armbåndet er fra butikken butikken Athena.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...