Jeg har lavet et armbåd ud af Dorthes knækkede, forgyldte kæde.
Jeg havde bedt Dorthe måle sit håndled, og hun meldte tilbage, at hun måler 16 cm om håndleddet.
Herefter målte jeg 15 cm kæde med låsen i midten som genbrug, klippede kæden til, og tilføjede øskner som perlemellemleddet kunne sættes i.
Det er altid det springende punkt, når man klipper kæden, for der er ingen vej tilbage, hvis man klipper for meget af. Men armbåndet skal ikke slaske om håndleddet, og selvfølgelig heller ikke sidde for stramt.
Mellemleddet, inkl. øskener, måler 2,5 cm, og det færdige armbånd måler 17,5 cm. Hertil kommer at mellemleddet med sin tykkelse også reducerer længden en smule, når armbåndet bæres.
Jeg krydser fingre for at det passer.
Arbejder med øskenerne tog ret lang tid og var virkelig besværligt. Jeg var tæt på at give op. Men jeg vidste at øskenerne kunne gå i hullerne på kæden, jeg skulle bare få det til at passe.
Det ligner ellers ikke en besværlig eller krævende opgave, når armbåndet ligger der og er færdigt.
Men tro mig.
/Bella
Ingen kommentarer:
Send en kommentar