Sidste gang jeg talte med min mor, spurgte hun, om jeg havde syet kusines Dorthes perlekæder, til hvilke jeg måtte svare nej. Der har ganske enkelt ikke været godt lys til det.
Men sidste weekend, fik jeg både strenget den ceriserøde perlekæde op og syet den. Jeg havde tidligere omhyggeligt tørret alle perlerne af. For netop denne perlekæde, troede jeg optimistisk at jeg kunne nå at sy i juledagene, så Dorthe kunne få den med hjem. Men heller ikke den gang var lyset med mig.
Det var således den første perlekæde af Dorthes fem perlekæder, der trængte til en kærlig opdatering.
Jeg har kigget bloggen igennem for at se, hvornår kæden er syet, men jeg kan ikke finde den. Faktisk kan jeg kun finde mixkæden i grønne og brune nuancer med små rosa-farvede mellemperler.
Selvom jeg ikke altid får vist alt, tyder det på, at alle Dorthes øvrige perlekæder er fra langt tidligere og fra før bloggen blev startet (i 2013!), så i det lys har de holdt overraskende godt. For der er ingen tvivl om, at Dorthe bruger perlekæderne, og det er jeg glad for.
/Bella


Ingen kommentarer:
Send en kommentar