torsdag den 16. april 2026

En gammel kending er blevet en ny favorit-perlekæde…

 

I jagten på en turkis emaljebroche, som jeg engang har fået af min lillebror, dukkede flere perlekæder op i diverse skuffer.  Perlekæder der har ligget gemt og glemt, og ikke har været i rotation i flere år. 

Det strider mod mit princip om, at smykker skal bruges.  Samtidig må jeg også sige, at jeg qua min perlekædehobby har rigtig mange perlekæder, og har rigtig mange i brug.

Blandt de mange perlekæder fandt jeg straks en ny favorit, som jeg tog på med det samme og har haft på lige siden.  Nemlig perlekæden med store runde forskelligfarvede perler i turkis, peacock, lyseblå, lyserød og hvid, som jeg syede tilbage i 2013.

Måske afkorter jeg kæden med to perler, men den fungerer også fint som den er.  Det er mig en gåde, at den har fået lov til at ligge ubrugt i så mange år.  

Måske genkender du også perlekæden med de petroleumsgrønne perler, som heller ikke fortjener at ligge gemt af vejen.   Det samme gælder mixkæden med de turkis perler, som er en oplagt sommerperlekæde.

Det gælder også for mange af de andre perlekæder.  Når jeg får tid, vil jeg gå dem igennem og se, om de skal frem i lyset som de er, eller om jeg skal sy dem om og lave helt andre perlekæder ud af de mange vidunderlige smukke perler.

Jeg fandt ikke brochen, som ville være smuk på den kjole jeg skal ha' på på lørdag, når vi skal til konfirmation, hvor jeg i øvrigt skal ha' denne perlekæde på.

/Bella

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...