søndag den 16. marts 2025

Stjerner i soveværelset...

 

Husker du, at jeg foldede origamistjerner, som jeg satte på en snor, og hængte op i soveværelset her i Oslo?

De fået selskab af de store julestjerner jeg lavede i november, og aldrig fik vist, men som er magen til dem jeg lavede hjemme.  

Stjernerne pyntede i henholdsvis stuevinduet og soveværelsesvinduet en del af november, hele december, og ja, også et stykke ind i det nye år.  For de var så fine.

Netop derfor nænner jeg heller ikke at smide dem ud.  

Så nu pynter de på ribben i soveværelset, og er ikke mindre fine, når solen også samtidig kaster nådige stråler.

/Bella

Ps. Stjernerne er lavet af hver 10 hvide papirposer fra Søstrene Grene, som ved juletid sælger dem i sæt af 8!  Snoren er limet på et stykke før afslutning, så man ikke skal bakse med både snor og samling af stjernen på samme tid.  Jeg samler stjernen ved hjælp af to lange linealer, som jeg fører ind i hver af poserne der limes sammen.  Stjerner her i Oslo har jeg limet sammen med “Karen Marie Papirlim” som er stærk, bliver transparent når den tørrer, tørrer hurtigt og er nem at håndtere.  Den kan jeg virkelig anbefale.  Det er ikke reklame, bare min vurdering.

lørdag den 15. marts 2025

Status på basissweateren...

 

Så gik der endnu en uge.  Den fløj afsted, og med mig bagefter.

Heldigvis også med nogle aften-sofa-mellemlandinger og lidt strikketid.

Det betyder at basissweateren tager form.  

Den strikkes top-down, dvs. at jeg er started med ribkanten i halsen, og strikker nu på det runde bærestykke med regelmæssige udtagninger.  Snart skal ærmegabene hvile, så jeg kan strikke videre på kroppen.

Det er en fin og enkel opskrift, og virkelig begyndervenlig. 

Men intet slår farven.  Den er en humørbombe 🩷

/Bella

onsdag den 5. marts 2025

Statement-halskæde med lilla ferskvandsperler...

 

Jeg har syet mig en ny perlekæde af lilla ferskvandsperler — store tværborede stavperler kombineret med store organisk-formede perler, såkaldte kartoffelperler.

I lighed med den seneste perlekæde, er denne perlekæde også sammensat af to perlestrenge.

Jeg har syet perlekæden på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.  

Jeg må se om det i længden er nok med almindelig perletråd, eller om perlekæden er så tilpas tung, at jeg må sy den om på tykkere perletråd.  

Det jeg mener er, at jeg kan risikere at perletråden strækker sig pga. perlernes tyngde og at der derfor kan opstå mellemrum mellem perlerne, og i yderste konsekvens at perlerne kan glide over knuderne, og det ønsker jeg ikke.

Jeg har nemlig syet knude mellem hver perle for at sikre en veldisponeret perlekæde.  

Perlekæden er monteret med dupsko der passer til bl.a. Lynggaardlåse.  Jeg har til denne perlekæde anvendt dupsko fra SMYKS.  Dupskoene er af samme type, som dem jeg monterede på den gule sommerperlekæde.


Hvis du tænker, hvornår jeg har tænkt mig at tage sådan en perlekæde på, så kan jeg fortælle, at den vil jeg bruge til både hverdag og fest.  

Jeg har f.eks. en kjole i karryfarvet bredriflet fløjl, hvor denne perlekæde er virkelig flot til.  Ganske som at jeg har en tilsvarende blå kjole, hvor denne perlekæde er et flot match.

For som jeg siger, smykker skal bruges — i hvert fald mine💜💙
 

/Bella 

lørdag den 1. marts 2025

Opstart af basissweater i hindbærsorbetfarvet garn med glimmer...


Jeg har købt garn til et nyt strikkeprojekt, som er inspireret af én opskrift, men tiltænkt en anden opskrift.

Jeg har nemlig anbefalet opskriften Easy Peasy Basic Sweater fra Önling til en af mine kollegaer, som er ny ud i strikkekunsten.

På mit arbejde mødes vi en gang om måneden til kreativt samvær.  Det er altid meget hyggeligt, og efter netop sådan et møde proklamerede min nystrikkende kollega, at de her møder er så hyggelige og lærerige at hun formentlig kommer til at lære at strikke bluse og strømper.  Jeg anbefalede derfor Önling-opskriften, som en enkel og meget begyndervenlig opskrift på en bluse. 

Samtidig præsenterede Filcolana deres opskrifter for kollektionen SS25, hvor der er en anden fin, enkel bluse, Cecilia, som strikkes i en flot garnkombination.

Da opskrifterne deler strikkefasthed med 24 masker i bredden, og længden kan justeres, har jeg købt garn fra Filcolana til Easy Peasy-sweateren.  Nu tester jeg begyndervenligheden i Önlingopskriften med en hindbærsorbetfarvet drøm til mig selv.

Jeg har handlet garn hos Fru Kvist i Øvre Slottsgate, som er en skøn og inspirerende garnbutik i Oslo centrum — også for en garnturist.


 /Bella 

onsdag den 26. februar 2025

Fint lille Nova scarf i meleret garn...

 

Mens jeg opholder mig i mit strikkeprojektvaccum, har jeg strikket endnu et fint Nova scarf.

Jeg er vild med den opskrift.  I modsætning til Sophie scarf, hvor man skal sidde og tælle hele tiden, så giver det sig selv hvor man er i opskriften pga. af blondekanten, som i tillæg er super enkel at strikke.


Tørklædet vejer 38 g., og er 110 cm langt.  

Jeg har strikket tørklædet i multi-alpacagarnet (alpaca og merinould) fra Garnudsalg, som jeg har en hel cone af, og som jeg tydeligvis kæmper med at finde velegnede projekter til.

Jeg har trevlet flere projekter op, f.eks. denne bluse, og denne halsedisse, som jeg dog fik strikket om og færdiggjort — men nærmest ikke har brugt.  Der er også capen, som jeg har parkeret, og som fortsat er på stand by.

Jeg trevler ikke tørklædet op, men helt ærligt, den ellers fine blondekant træder ikke særligt pænt frem i dette garn — meleringen “sluger” ligesom blonden.

Dette garn har dog også kvaliteter, det er blødt og lunt, og endnu blødere efter vask.

/Bella 

lørdag den 22. februar 2025

Jeg har slettet min Instagramkonto…

Jeg har slettet min Instagramkonto.  

Det er min kommentar til og protest mod Zuckerbergs leflen for Trump & Co.

Jeg var ikke særligt aktiv på IG.  Dvs. jeg ikke flittig til at lægge op og dele.  Men meget flittig til at kigge.

Og for flittig, hvis jeg skal være ærlig.  IG var blevet en tidsrøver.

Tid som jeg kan bruge bedre.  På f.eks. kreative projekter og bloggen.

/Bella

onsdag den 19. februar 2025

Fastelavnskatte i papir...

 

Vi nærmer os fastelavn, og her er en idé til fastelavnspynt, nemlig fastelavnskatte.

Jeg har genbrugt skabelonen fra da jeg klippede julepynt, hvor vores lille vildkat Pelle med de smukke blå øjne blev foreviget som julekat.

En nyfortolkning af fastelavnskatte pynter i entréen.

Jeg har brugt en rest af kraftigt to-sidet designpapir, du ved af den slags, som da jeg fandt “guld” i gemmerne


Da jeg klippede julepynt, tænkte jeg allerede at julekatten også var velegnet som fastelavnspynt, og jeg så for mig klassiske, sorte fastelavnskatte.  

Men sidste år kom jeg forbi en blomsterbutik, som havde pyntet op med grønne og gule fastelavnskatte, hvilket var fint, festligt og forårsagtigt, og inspirerede til min nyfortolkning😻
 

En anden idé til fastelavnspynt er små kattekongekroner, som jeg selv lavede for nogle år siden i fantastisk glimmerkarton, som jeg havde købt i Aberdeen på en tjenesterejse.

Du finder info om mine kattekongekroner herog du kan se dem pynte i entréen her.

/Bella

søndag den 16. februar 2025

Jeg startede på en skuldercape...

 

Jeg startede på en skuldercape som sofastrik. 

Det gav god mening da jeg havde garn, har brug for en ekstra cape og ikke mindst har brug for et overkommeligt free styling-strikkeprojekt.  Det behøver sandt at sige ikke være et free styling-strikkeprojekt.  Jeg har bare ikke fundet en opskrift, som er lige det jeg vil ha’.  

Jeg er meget glad for den cape med ærmer, som min mor har strikket til mig. Samt den cape, som jeg kalder Oslo-capen.

Oslo-capen har jeg free-stylet, og det er noget i den stil jeg går efter.  

Pointen er også at ha’ noget at strikke om aftenen, som jeg kan slappe af med, indtil jeg får fundet næste “rigtige” strikkeprojekt. 

Jeg brugte for nylig en eftermiddag på at dels at se på Filcolanas nye gratis opskrifter for foråret/sommeren 2025, og dels hele deres bagkatalog, som jeg virkelig kan anbefale.  Der er meget inspiration at hente til strik og hækling samt opskrifter til kvinder, mænd og børn/babyer, og alle opskrifter kan downloades gratis.

Nå, men som cape-strikkeriet skrider frem er jeg kommet i tvivl om det her er det rigtige garn til en cape, i hvertfald i denne udgave, hvor jeg strikker i en enkelt tråd.  

Jeg synes at den er "for slap", og jeg er også i tvivl om to tråde i dette garn vil se pænt ud, eller om det bliver for rodet.

Nu har jeg parkeret projektet, mens jeg overvejer, hvad jeg gør.

/Bella 

tirsdag den 11. februar 2025

Året rundt-blusen er færdig...

Året rundt-blusen efter opskrift af Isager har været færdig længe, og er også allerede blevet flittigt brugt.  

Jeg er meget glad for den.  

Den er let og lun at have på.  

Jeg tror også, at jeg strikker en mere, og at den skal være ensfarvet, så det fine reliefmønster kommer til sin fulde ret.

Jeg kunne sikkert ha' nået at bruge blusen endnu mere, hvis det ikke var fordi, at jeg måtte strikke halskanten om.

Efter at jeg havde blokket blusen, lå den et stykke tid, før jeg fik taget tilløb til at samle masker op til halskant.  

Halskanten var hurtigt strikket, men den blev ikke som jeg ville ha' den.  Jeg havde samlet for mange masker op, og halskanten fik et sådan lidt "flæse-agtigt" udtryk.  Se nedenfor, hvad jeg mener.

Så der var ikke andet at gøre end at trevle kanten op og strikke en ny halskant.  Det forsinkede selvfølglig blusen, men til gengæld blev den nøjagtig som den skulle være.


 /Bella

fredag den 7. februar 2025

Vintergækker i papir og med perler...

Jeg har klippet vintergækker og fyldt troldegrenene i entreen med et brusende væld af hvide papirblomster, som er fine i al deres enkelhed.  

Jeg har klippet mange, men færre kan gøre det.  Til et par grene fra haven, skoven eller blomsterhandleren behøver man ikke mere end 6-8 blomster.

Det vil med andre ord sige 12-16 sæt blomsterblade, hvilket det tager ingen tid at lave.  Faktisk er mine mange vintergækker netop et udtryk for hvor hurtige de er at lave.

Det jeg brugte mest tid på var at lave skabelonen.  Det tog mig adskillige forsøg før jeg ramte det udtryk jeg ville ha', og indtil at jeg fik lavet midterdelen så tilpas slank og smal at den kunne danne top på vintergækken og samtidig give plads til blomsterbladene.  

Det kan Betina snakke med om, for vi facetimede mens jeg var i Oslo, og hvor hun strikkede, eksperimenterede jeg med prototypen på skabelonen.

Lad mig spare dig for noget af besværet og dele fakta om min skabelon.  Mit sæt med blomsterblade er 9,5 cm langt, og 2 cm på det bredeste stykke af blomsterbladet.  Midterstykket er 6 mm bredt og 1 cm langt.

Der går 2 sæt blomsterblade til en vintergæk.  Jeg har brugt almindeligt printerpapir.  

Jeg har samlet vintergækken med en lille hvid perle indeni blomsten, og en større grøn perle på toppen af vintergækken.  Jeg har brugt ferskvandsperler fordi det var det jeg havde, men træperler eller glasperler, eller hvad du nu har, er mindst lige så velegnet. 

Det er et fint og hyggelig projektet til weekenden, nu hvor de første vintergækker tittet frem ude, og vi venter på foråret og den lyse tid.


/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...