fredag den 31. maj 2024

Nye fugle-trafiklys...


Jeg er i Oslo, for det eksamenstid, så der er ekstra travlt.  Men inden jeg rejste herop, lavede jeg nye "trafik-lys" med "fuldt stop" til fuglene, og særligt fugleungerne, så de ikke brager ind i vinduerne med fuld fart på.

Dem jeg lavede for fire år siden, var falmet eller gået i stykker, så det var på tide med nye. 


Jeg har lavet ophæng til stuen, til køkken-alrummet og til vinduerne i soveværelset og det store gæsteværelse. 

De er på ingen måder komplicerede at lave.  Jeg klipper runde skiver af rødt karton, tegnet efter en underkop.  Denne gang stansede jeg huller til syning og ophæng, og det gjorde at det var betydelig hurtigere at trække dem på tråd, og rent faktisk få dem op at hænge.

Og bedst af alt, de virker!

Hvis du på billedet ovenover lagde mærke til min mors flotte krans af drivtømmer og den lille sejlbåd, som jeg har stående i køkkenet, så er de her.

De giver mig lyst til at samle strandting, men det må for mit vedkommende vente til jeg kommer hjem.


/Bella

lørdag den 25. maj 2024

Fødselsdagsbuketter...

 

Da jeg havde fødselsdag for en måneds tid siden, blev jeg forkælet med flere buketter.

Lilly havde stillet denne store buket med blandede tulipaner fra haven på trappen ved hoveddøren, sammen med denne fine lille buket af almindelig vibeæg med de smukke klokkeformede hoveder.

Tag også lige et kig ud af vinduet her, og se hvordan alt siden er sprunget ud.


Min svigermor forkælede også med tulipaner fra haven.  Meget smukke røde, sprøde tulipaner.
Ugen forinden havde jeg også fået en smuk buket røde tulipaner fra haven. 

Friske blomster er en luksus, og når der bliver delt generøst fra haven, så ved man, at man er forkælet❤️

/Bella 

torsdag den 23. maj 2024

Lauras perlekæde...

 

Da jeg ledte efter egnede øreringeperler til et par øreringe til Laura fra Lene, tænkte jeg, udover på perler til perlekæde til elefantlåsen til mig selv, også på perler til en spinkel perlekæde til Laura.

Laura, som jeg lavede øreringe til for nogle år siden, heriblandt øreringene til hendes bryllup, er nemlig blevet mor.  Lene strikker og hækler til mor og barn, så det overlader jeg til hende.

Jeg kan der imod forkæle med en perlekæde til den nybagte mor.


Jeg har i lighed med perlekæden som jeg syede til Jennifer, sat magnetlås i perlekæden, så den dels kan tåle at blive hevet i og dels er nem at tage på.

Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde i en skøn blanding af mindre ferskvandsperler og med knude mellem hver perle.  Som jeg plejer, har jeg syet dobbelte knuder mellem de tre perler på hver side af låsen, for at sikre at perlekæden kan holde til at blive hevet i. 

/Bella

tirsdag den 21. maj 2024

Buket af rhododendron...

 

En nem og billig buket at forkæle sig selv med er rhododendron fra haven.

Jeg har klippet mange grene og sat dem i en enkelt tung glasvase, som jeg påfylder med vand hver dag. 

En enkelt gren i en vase er også meget dekorativt.

Vasen er fra Glaspusteriet i Lønstrup, og er en af deres signaturvaser.  Og hvis jeg engang vinder i lotto, så køber jeg en af de store vaser🤞🏻🍀💫

/Bella 

søndag den 19. maj 2024

De øreringe jeg aldrig fik vist...

 

Da jeg viste øreringevedhængene i guld, var der tre par jeg ikke viste individuelle billeder af — de kommer her…

Øverst er det parret med gylden-orange keshiperler med smuk glans.  Perlerne er topborede og sat på perlestav forskudt af hinanden.

Det næste er lavet efter samme princip, dog her topborede lyserøde dråbeformede perler, som er placeret forskudt af hinanden på perlestav. 


Det tredje par har en stor, tyk midtborede stavperle i bunden og med mindre, tyndere stavperler i en stak ovenpå.  Dem er jeg personligt ret vilde med (også — for jeg ka li’ dem alle😉).


 /Bella

lørdag den 18. maj 2024

Kæmpe uro med drivtømmer og hulsten...

 

Det kan være svært at se hvor kæmpestor denne uro af drivtømmer, hulsten og rav er, men den er stor og imponerende flot.

Det er min mor der har lavet den, og den hænger i mine forældres sommerhus.

Jeg tænkte den kunne tjene som inspiration, hvis du ferierer ved havet her i pinsen.  

En tur på standen er altid en god oplevelse, og det er hyggeligt at samle sten og strandskaller og at lede efter rav. 

/Bella

onsdag den 15. maj 2024

Selv om her er stille, er Sophie scarf-fabrikken ikke lukket...

 

Jeg vedgår, at der er ualmindeligt stille her på bloggen.  

Tja, det er fordi at hverdagen er alt andet end stille, og nu er det endvidere blevet eksamenstid på jobbet, så der er nok at gøre.

Jeg er dog lidt kreativ og stakken af Sophie scarf-tørklæder vokser, så noget sker der.

Med andre ord, Sophie scarf-fabrikken er ikke lukket.

Tørklæderne er hyggelige, enkle og afstressende at strikke, og det er en god måde at bruge garnrester på.

Hvis det er noget for dig, så finder du opskriften hos PetiteKnit.

 

Min mor strikker Nova scarf for tiden, som minder om Sophie scarf, ved at være strikket i retriller og med én side i-cordkant og tunger med hulmøster på den anden side.

Det tror jeg, at jeg også må prøve, når jeg får tid.

/Bella

tirsdag den 16. april 2024

Perlehygge i Oslo...

 
Da jeg fandt perler til perlekæden med elefantlåsen, var anledningen faktisk en helt anden.  Lene havde nemlig spurgt om jeg kunne finde små perler til et sæt øreringe til Laura.

Hvilket betød at jeg en søndag i februar-marts fandt ferskvandsperler frem og hældte dem op i et stort lasagnefad.  Sådan havde jeg en fornøjelig eftermiddag i køkkenet i Oslo, hvor jeg sorterede perler og drak te, mens jeg hørte lydbog (krimi: Washington Poe-serien af M. W. Craven -- som jeg varmt kan anbefale). 

Lene havde ikke været super-specifik på hvad hun ønskede sig samt hvor lille, små perler er i hendes forståelse.  Det blev også senere klart, at det ikke skulle være runde perler... heldigvis fandt jeg et godt match til hendes forventninger.

Men altså, mens jeg sad der og ledte efter øreringeperler, begyndte perler til en perlekæde til elefantlåsen at byde sig til. 

Og sådan gik det til at en lille bunke perler senere kunne blive til en luksus mixkæde til mig. 

/Bella

onsdag den 10. april 2024

Sophie scarf-fabrikken...

Det første af de nye Sophie Scarf-tørklæder efter opskrift af PetiteKnit er blevet færdigt, og det blev hurtigt fulgt op med endnu et, hvor den sarte støvede blå silk mohair slap op, og jeg fortsatte derfor med blå alpaca og silk mohair fra divadrømmer-huen.

Jeg forlænger midterstykke med et stykke hvor der ikke tages ud eller ind, for at få lidt mere længde på tørklædet, så de smukke ender kommer til deres ret, når det bindes dobbelt om halsen.

Et 3. tørklæde er allerede på pindende, for det er så enkelt og beroligende at strikke, og nøjagtig det jeg har brug for om aftenen, når jeg lander i sofaen og skal koble af.

Det 3. tørklæde er viderestrik i blåt, men også her slap garnet op. 

Da var gode råd dyre, for jeg køber helst ikke garn i Oslo (for det er så dyrt), og jeg blev lidt panisk over ikke at ha' et afstresningsstrikketøj.

Den midlertidige løsning på strikkeproblemet blev påskekyllingerne, som blev strikket af strømpegarn, som jeg havde liggende i Oslo.  

Tilbage i Oslo har jeg sørget for nye forsyninger af blåt silk mohair fra hjemmelageret.  Dog i en let blå-grønlig tone, for det andet havde jeg selvfølgelig ikke mere at det andet.  Men det er fint, og Sophie scarf-tørklæder er oplagte som restestrik.  

Tørklædefabrikken strikker videre.

/Bella

søndag den 7. april 2024

Perlekæde til elefantlåsen…

 

Jeg så fornylig smukke elefantvedhæng hos Lynggaard, og jeg tænkte, at jeg passende kunne finde min elefantlås frem.  

Jeg syntes også, at jeg (og låsen) trængte til en ny perlekæde.  En perlekæde, som ville klæde låsen og fremhæve den.

Så jeg strengede en kæde op af forskellige (store) ferskvandsperler …

Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde med knude mellem hver perle og monteret med dupsko.


Perlekæden er vellykket, og måske for vellykket, for selve perlekæden tager al opmærksomhed og man ser ikke den smukke lås.

Nu bruger jeg en af de andre låse til denne kæde, og overvejer hvilke perler, som vil være særligt velegnede til elefantlåsen.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...