søndag den 6. august 2023

Museum for papirkunst...

  

Hvis du er i Nordjylland i nærheden af Løkken, Blokhus, Rødhus og omegn, kan jeg anbefale Museum for papirkunst i Hune. 

Det er en sand perle af et museum.  Det er ikke stort, men med nicher som nemt overses, så forhast ikke dit besøg, men tag dig tid.

Museet er centreret om den permanente udstilling af Bit Vejles papirklip, hvilket er intet mindre end storslået. 

Det kan godt være, at Bit Vejles papirklipperi startede med gækkebreve og julepynt, men nu udfolder hun sig i kæmpe store værker, og med en detaljerigdom der imponerer.

 

Jeg tog masser af billeder, men der er ingen grund til at jeg viser dem, for så behøver du jo ikke selv at opleve museet, og det vil være en skam -- for dig og for museet.

Da jeg var der, var der en interessant særudstilling med tre amerikanske kunstnere, som på hver deres måde arbejder med papir som materiale i deres kunstværker af mennesker.  Der var også en flot særudstilling med tapeter, og så var der en fantasisk midlertidig udstilling af smykker lavet af papir, som ikke overraskende fascinerede mig.

Museumsbutikken er også et besøg værd, og kan besøges uden køb af billet.

Så hvad venter du på, kom afsted 🏃🏻‍♀️

/Bella

torsdag den 3. august 2023

Jeg strikker "Året rundt"...

Jeg lovede opdatering på Året rundt-strikketøjet, og hvis det skal være inden at blusen er helt færdig, så er det nu.  For projekter skrider fremad.  Sommerferien bød på mange strikkestunder, og det hjælper på det.

På billederne har jeg netop samlet forstykke og ryg, og skal i gang med det sidste ærme.  

Fordi jeg nærmer mig afslutningen på blusen, er jeg allerede i gang med at tænke over hvad det næste projekt skal være, og det skal være feminista-cardiganen fra Henius Knitwear.

Men først skal jeg være færdig.  Det sidste ærme skal strikkes, blusen skal spændes op med fugtige viskestykker over sig, og herefter syes sammen langs ærme- og sidesøm. Til allersidst skal der samles masker op i halsen og halskanten på 8-10 cm glatstrik skal strikkes. 

Jeg strikker i silk mohair-rester, og det er en god måde at bruge rester på, og opskriften er interessant og samtidig enkel nok til bilstrik -- jeg kan varmt anbefale opskriften.


 /Bella

tirsdag den 1. august 2023

Øreringe med ferskvandsperler og klaser af agatperler...

Jeg har lavet øreringe til Lene og hendes søster, Dorthe.  

Lige siden jeg lavede de første øreringe med klaser til Lene i 2016, har de været hendes absolut favorit-øreringe.  Siden er flere klase-øreringe kommet til, først dem med de røde facetslebne ferskvandsperler, dernæst et erstatningspar for det første par, siden et par med store bordeaux-farvede fersksvandsperler og senest parret med de pink-farvede knapperler, som hun havde på til Lauras bryllup.

Og nu to par mere -- de rødlige og de sorte.  Det gule par er Dorthes.

Da Lene og jeg mødtes til aftente først på sommeren, nævnte hun, at hun ønskede sig nogle nye øreringe.  Men da det kneb med store matchende perler, gik Lene i gemmerne og fandt disse vedhæng tilbage fra 2014, som nu er konverteret til klase-øreringe.

Jeg havde øreringene med til Lene i lørdags, da vi mødtes til middag, hvor Lenes søster og svorger også kom.  Derfor havde jeg også lavet et par til Dorthe.  Dorthe har tidligere fået gule øreringevedhæng, men hun har ingen klase-øreringe.


Lad mig afslutte med lidt materiale-fakta.  Der er 12 perler i hver klase på hver ørering, og de facetterede agatperler måler 3 mm.

/Bella

fredag den 28. juli 2023

Stensøjler og sortering af hulsten...

 

Jeg har sorteret hulsten (de hjembragte nye forsyninger af hulsten) og lavet nye stensøjler.  Jeg ribbede de tidligere stensøjler for sten, da jeg byggede stensøjlerne i græsbedet i haven.

Sorteringen foregik udenfor ved havebordet på en af de relative få solrige sommerdage her i juli.

Inden jeg for alvor gik i gang, limede jeg filt under metalstativerne.  De første stativer min nevø Johannes lavede er rimelige rustikke.  De seneste som han har lavet, består at tyndere spyd, som gør det nemmere at finde sten der passer, men også med det raffinement at et af dem har to spyd på samme fod.

Udover at jeg sorterede sten til disse stensøjler, så lagde jeg også store og mellemstore sten med store huller til side til endnu en stensøjle med keramikmellemled til græsbedet.


Derudover byggede jeg tre stensøjler af mindre hulsten til en havekrukke, hvor jeg bl.a. genbrugte sten fra søjlen i hoveddørskrukken (som er blevet plantet om).  Da der går et par og tyve sten til en søjle, skal der nogen til.

Men der skulle også noget til at peppe det eneste oliventræ op der overlevede vinteren.  Længe så det også rimeligt dødt ud, indtil det begyndte at skyde fra bunden.  Nu har vi kappet toppen, og satser på en olivenbusk. 

Her pyntet med drivtømmer og de omtalte tre stensøjler.

/Bella

tirsdag den 25. juli 2023

Tegne på sten...

 

Sten-skatten som jeg fik med hjem fra sommerhusbesøget hos mine forældre inkluderede en stor stak glatte sten til at tegne på.

Jeg har derfor tegnet på sten i stor stil lige siden.  Det er hyggeligt og meditativt.

Jeg har tegnet det samme mønster igen og igen: cirkler med streger i, omkransket af bobler, som får det til at ligne blonde.  Meget enkelt.

Når jeg tegner på sten, tegner jeg altid på flere sten samtidig, som jeg skifter mellem så jeg ikke skal vente på at tuschen tørrer.  Mine tuscher er fra Posca, tynde str. 0,7 mm.

Jeg starter også altid med at tegne en kant i bunden af sten, som definerer området jeg tegner på.  

Det er også den samme kant som defineret området jeg lakerer, når jeg til sidst lakerer stenene.  Jeg bruger en klar lak der er købt i XL-byg, og hedder "Fast dry projekt enamel".  Den er vandbaseret, og er lavet af firmaet Plati-kote.  

Det betyder også at undersiden af mine sten er rå og ulakerede, hvilket jeg synes giver en flot effekt.

Stenene på det øverste billede er lakeret, men det er stenene her nedenfor ikke.

/Bella

onsdag den 19. juli 2023

Strandtema med strandskaller...

  

Her i huset ved havet byder jeg velkommen i entreen med strandtema med strandskaller. 

Jeg har hængt muslingeskaller fra stranden på troldegrene, inspireret af ravpynt som min mor har lavet.  

Hun havde genbrugt store ravperler fra en halskæde, og trukket dem på en nylonsnor.

Hun havde også lavet perleophæng med rav, ferskvandsperler og store antikke perler.

Jeg komplementerede hendes ophæng ved også at bruge ferskvandsperler.

Jeg har viklet sølvtråd om skallerne, hvor jeg havde trukket perler på, og afsluttende lavet et øje af sølvtråden som skallen kan hænge i.  


Det er nem og enkel pynt, hyggeligt at lave, og en fin sommersouvenir.

God fornøjelse!


 /Bella

mandag den 17. juli 2023

Året rundt-strik af Marianne Isager...

 

Det her er mit nye strikkeprojekt.  

Det er en bluse der strikkes fra ærme til ærme i én tråd tynd alpaca og én tråd silk mohair.

Det er efter opskrift af Marianne Isager og den hedder "Året rundt".

Alpacatråden er bundfarven, og der strikkes striber med skiftende farver silk mohair.  Min bundfarve er Isager lysgrå (som i virkeligheden er mere sand-/naturfarvet), silk mohairen er rester fra diverse tørklæder (som her) og hueprojekter (denne her) samt Novice-cardiganen.

Hvor jeg kedede mig med Novice-cardiganen, så er denne opskrift sjov, og jeg tænker konstant nye kombinationer af striber.  Faktisk så meget, at jeg her på billedet har strikket for langt, og må til at trevle op, for i følge opskriften jeg skal nu tage ud til kroppen.

Opdatering følger.

/Bella

tirsdag den 11. juli 2023

Nye forsyninger af hulsten...

Vi startede sommerferien med at besøge mine forældre i sommerhuset, hvilket resulterede i nye forsyninger af hulsten mm. 

Den ene dag tog vi alle sammen på hen på stenstranden og lod os blæse igennem, mens vi samlede sten.  

Hulsten, glatte sten til at tegne på, og smukke sten som vi bare ikke kunne lade ligge.

Jeg må også vise, at min mor har begået et mesterværk af en kæmpestor uro med drivtømmer, hulsten og rav.

...og her et nærbillede...

Den er imponerende flot og inspirende, synes jeg.

/Bella

torsdag den 6. juli 2023

Novice-cardiganen er færdig...

 

Hey, jeg har strikket min første cardigan!

Novice-cardiganen efter opskrift af PetiteKnit er færdig.  

Jeg er meget tilfreds, og glæder mig til at tage den i brug, f.eks. på en kølig sommeraften.

Den har været færdig længe.  I hvert fald strikket færdig. 

Jeg var to måneder om at strikke den parallelt med andet strik og andre kreative projekter.

Men den var ikke helt færdig, for jeg manglede først at købe knapper, og senere at sy dem i.  

Nu er knapperne syet i.  Smukke klassiske grå perlemorsknapper (15 mm).  

Jeg fulgte sy-knap-i-vejledningen af Kimmi Munkholm.  Den kan jeg anbefale.  Super nemt og hurtigt, men først og fremmest pænt og holdbart.  

Det er jo ikke fordi jeg ikke har syet knapper i før, og lad mig være ærlig at sige, at det er ikke min favorit-ting, hvilket også har forsinket færdiggørelsen af cardiganen.  Men med denne metode er det ingen sag.  Med andre ord vejledningen kan anbefales.  Find vejledningen her: https://www.youtube.com/watch?v=Aq4UUG5wi0k.

 

Cardiganen er klassificeret som en begyndervenlig opskrift.  Den har langt hen ad vejen været nem, men også med udfordringer, som jeg ikke ville have budt mig selv som nybegynder i strik, f.eks. at samle ærmemasker op (pænt og uden huller), eller at samle masker op til stolper.  

Måske PetiteKnit synes at opskriften er nem og begyndervenlig, fordi der strikkes glatstrik?

Det har der imod kedet mig.  Jeg tror ikke, at jeg kommer til at strikke en til.  Men hvis, så vil jeg strikke den et nr. mindre. 

Jeg har ikke vasket cardiganen endnu.  I butikken hvor jeg købte knapper, synes de ikke at jeg skulle vaske den.  Jeg har ikke besluttet mig endnu.  Måske jeg bare putter den i en pose, og giver den et døgns tid i fryseren, så den ikke fælder så meget.  Det har jeg heller ikke besluttet endnu.

Lad mig opsummere, først strikkede jeg feminista perle-t-shirten, og nu novice-cardigangen.  Snart følger et tredje bluse-projekt.

/Bella

onsdag den 5. juli 2023

Forkælet med blomster fra haven...

 

En skøn ting ved at være hjemme fra Oslo er, at jeg bliver forkælet med blomster fra haven. 

Min svigermor er som altid meget generøs, og Anders havde disse smukke roser med hjem fra hende i går.  

De pynter nu på spisebordet og sofabordet.

Lilly har også forkælet med blomster fra sin have, og hendes buket havde pladsen på spisebordet i flere dage.

Året første haveroser fra min svigermor var disse tre buketter, hvor de hvide kom med mig på arbejdsværelset, og den store buketrose-buket fik plads på sofabordet og den lille buket med buketroser pyntede på gæstebadeværelset.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...